Der er ikke rent i en svinestald, men skidtet er godt for noget. Landmænd er mindre allergiske end byboere, og forskere fra Afdeling for Miljø- og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitet mener, at støvet i staldene er forklaringen.
»Når man udsættes for skidt og nogle mikroorganismer, stimulerer det immunforsvaret, så det kommer i form og beskytter mod allergi,« forklarer Torben Sigsgaard, professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
Han leder et af de største forskningsprojekter i verden om allergi i landbruget. Næste år skal omkring 3.000 danske landmænd undersøges for allergi, aflevere blodprøver og have testet lungerne. Samtidig vil Afdelingen for Miljø- og Arbejdsmedicin på Aarhus Universitet tage prøver af støvet på 100 gårde. Viser det sig, at støvet er gavnligt, kan den nye viden på lang sigt bruges til at udvikle kosttilskud.
»Det kan godt være, at man har gavn af at få bestemte bakterier, og at man i fremtiden kan give folk noget at stimulere sig selv med for at undgå allergi,« siger Torben Sigsgaard.
Han understreger, at det kun er landbrugsstøv, som er gavnligt, så folk skal altså stadig støvsuge derhjemme.
En støvet undersøgelse
For 12 år siden undersøgte forskerne fra Aarhus Universitet 2.400 landmænd. De deltager også i den nye undersøgelse, så man kan se, om de er blevet mindre allergiske efter mødet med støvet i staldene.
Det bliver også muligt at få svar på, om børn på gårde har bedre immunforsvar end bybørn.
Astma og Allergiforbundet glæder sig over den nye undersøgelse, som kan løse nogle af de ubesvarede spørgsmål om allergi. Men direktøren, Thorkil Kjær tvivler på, at støvet er forklaringen på, at landmænd nyser mindre end byboere.
»For eksempel kunne årsagen til, at landmændene har mindre allergi, være, at de færdes mere ude og får mere frisk luft. På landet er der også færre af de små partikler fra biler og brændeovne,« siger han.