Læg bare en spansk skive agurk på leverpostejsmaden og giv børnene agurkestave med på madpakken.
Fødevarestyrelsen ophæver nu advarslen mod spanske agurker.
Det oplyser de på deres hjemmeside.
Det sker efter, at tyske fødevaresikkerhedsmyndigheder og EU-Kommisionen har testet spanske agurker og fundet, at de ikke er smittekilden bag de alvorlige udbrud med E.colibakterier i især Tyskland.
Fødevarestyrelsen fastholder dog sin advarsel mod rå agurk, tomat og salat fra Nordtyskland. I går blev de danske agurker frikendt for at være kilden til den alvorlige E.coli-smitte i både Danmark og udlandet.
Situationen overvåges fortsat nøje via det fælles europæiske varslingssystem, 'Rapid Alert'.
Indtil videre har i alt 14 danskere fået konstateret at være smittet med den farlige tarmbakterie, der kan give nyresvigt.
I Sverige er en person død, i Tyskland er 14 personer døde og her er også mindst 1.400 smittede af den farlige bakterie, som angiveligt kommer fra forurenede grøntsager.