»Mine ben skælver, jeg er bange, og min mave vender sig. Det er svært at se de mænd i øjnene, der ødelagde mit liv, men jeg gør det for min søn,« siger Pilar Manjon til AFP.

Hun står foran den bygning i Madrid, hvor hendes søns formodede mordere skal for retten. Pilar Manjon mistede sin 20-årige søn under terrorangrebet mod togstationen Atocha 11. marts 2004. Lige siden har hun stået i spidsen for en pårørendeorganisation, der har krævet retfærdighed.

Torsdag kom hun og alle de andre efterladte et stort skridt nærmere på at få deres ønske opfyldt, da retssagen mod de 29 mænd, som står anklaget for at have 191 liv på samvittigheden, gik i gang.

I retssalen var én af de formodede bagmænd Rabei Ahmed den første til at afgive forklaring. Gennem skudsikkert glas erklærede han, at han intet aner om anklagerne, og at han ikke vil svare på nogen spørgsmål fra anklageren under hele retssagen. Ligesom de 28 andre tiltalte nægter han sig skyldig.

Livet fortsætter

For resten af Madrid blev torsdag dagen, hvor rædslerne fra 2004 vendte tilbage for en stund.
»I morges handlede alle radioprogrammerne om bomberne, og der var interview med de efterladte. Det er nok første gang i lang tid, de fleste tænker på det,« siger freelancejournalist Arturo Diaz, der under sin frokost også oplevede terrorsagen som det store samtaleemne.

Livet i hovedstaden bærer ellers ikke præg af terrorangrebet længere. Ikke i dagligdagen, i hvert fald. Men 60 procent af de 1.755 sårede har fået varige problemer med hørelsen efter de voldsomme eksplosioner i togene. Og netop der, er madrilenernes adfærd trods alt forandret.

»Folk er nok lidt mere opmærksomme i metroen og kigger efter tasker og mistænkelige personer,« forklarer den 32-årige økonom, Ivan Yankov, der har boet i Madrid i syv år.

Men ellers kom byen sig hurtigt over chokket.
»Det var frygteligt og forfærdeligt, men vi normaliserede os indenfor et halvt år. Der har ikke engang været et eneste hævnovergreb på muslimer i Spanien,« siger Arturo Diaz.

Politisk plat

Måske er tonen lidt forandret, mener filminstruktøren Joan Vallverdú. Han bor i det gamle La Latina-kvarter, der er spækket med barer og liv. Også her handlede diskussionerne dagen igennem om terrorsagen.
»Mange er mere utrygge overfor fremmede, og Madrid er gået til højre. Politikerne slår plat på sagen, og det bryder jeg mig ikke om,« siger han.

Siden bomberne og det efterfølgende valgnederlag til den konservative regering har slagsmålet om terroren præget den politiske debat. Hver især beskylder højre- og venstrefløjen hinanden for ikke at have handlet rigtigt i sagen.
»Det har været en rigtig grim debat, og den er jeg bange for vil fortsætte,« siger Arturo Diaz, der gennem sit arbejde for blandt andet den store avis El Pais intensivt følger med i debatten.

Derfor betyder retsagen heller ikke alverden for madrilenerne.
»Vi er allerede videre, det ændrer en retssag ikke på. Den er vigtigst for de pårørende,« mener Diaz.

Udenfor retsbygningen var Djamila Benselah langt fra kommet videre efter retsopgørets første dag. Hun mistede sin 13-årige datter i bombeangrebet.
»Det er virkelig svært at se ind i din datters morderes øjne. Jeg håber, drabsmændene bliver dømt,« sagde hun til AFP.