Det er en noget mellemfornøjet Jannik Hansen, der må se sine holdkammerater løbe på isen mod Italien i den meget vigtige VM-kamp søndag middag.
Den danske NHL-stjerne blev lørdag idømt en spilledags karantæne for en grov tackling i fredagens kamp mod Tjekkiet og kan derfor ikke være med mod italienerne i Globen.
- Det er surt, og det er ikke som forventet. Vi er her jo for at spille og ikke for at se ishockey.
- Det er der rigelig mulighed for i forvejen, siger Jannik Hansen, mens de øvrige danske landsholdsspillere er i gang med de sidste forberedelser.
- Jeg er sikker på, at vi nok skal klare den alligevel, men jeg ville selvfølgelig gerne have været med, siger han.
Mod Tjekkiet var Jannik Hansen indledningsvis ikke specielt iøjnefaldende, men efterhånden som kampen skred frem, fik han en større og større rolle og endte med at blive kåret som bedste dansker.
Men den succesoplevelse må han altså vente til Sveriges-kampen mandag med at bygge videre på.
- Kampen mod Italien er vigtigere for os end den mod Sverige, og derfor er det selvfølgelig ekstra surt, at jeg ikke er med.
- Men man kan desværre ikke selv vælge, hvornår man skal afsone sin karantæne, siger Vancouver Canucks-spilleren.
Danmark møder Italien søndag klokken 12.15.