På dette tidspunkt sidste år var der ikke meget at rafle om - FC København spillede sig hurtigt og sikkert til tops i Superligaen, og holdets sejr var en realitet længe før de afsluttende kampe.
I år er det dog mere nervepirrende for københavnerklubben, både hvis man spørger holdets cheftræner og en af klubbens vigtige profiler.
- Det bliver spændende. Det er klart, nu snerper det lidt til, siger FCK's fynske højre back Lars Jacobsen under holdets træning onsdag.
- Selvfølgelig kan man mærke, at de næste kampe bliver afgørende for, hvordan folk vil se hele året, fortsætter han.
På de grønne græsplæner foran ham, flyver bolde gennem luften, mens solen bager ned på holdets spillere, der løber rundt på banen mellem hinanden. Efter torsdagens træning er planen at holde en pause fredag for så at genoptage benarbejdet frem mod holdets næste kamp. Den ligger på søndag og er mod OB.
Hvis man spørger FCK's cheftræner, understreger han, at der ikke er nogen grund til at ændre synderligt på københavnernes spillestil forud for opgøret mod den odenseanske klub. Men hvor taktikken forbliver uændret, kan også han nikke genkendende til, at spændingen i klubben er taget til.
- På det her tidspunkt sidste år tror jeg, at det i lang tid havde været afgjort, hvem der ville vinde. Så på dagen er der da en forskel ved, at der ikke er noget, der er afgjort, siger Carsten V. Jensen, sportsdirektør og cheftræner i FCK.
Selvom træneren er særdeles optimistisk, understreger han, at FCK skal holde fokus i Superligaens afgørende fase for at undgå at blive overhalet indenom af den nordsjællandske lillebror.
- Vi skal face realiteterne. Der er mulighed for at FC Nordsjælland vinder sine sidste fire kampe, og det er et scenarie vi skal have i baghovedet. Det betyder, at vi som udgangspunkt også skal ud og vinde vores, siger han.
Københavnerklubben har længe været en favorit i Superligaen med et sikkert forspring.
Men efter onsdagens 0-1-nederlag til FC Nordsjælland er de regerende mestre fra København nu kun tre point og otte scoringer foran FC Nordsjælland, der indtager Superligaens andenplads.