Mette Linsaa føler sig presset.
Hun føler ikke, hun har tid nok til patienterne i Sundhedscentret i Hillerød, hvor hun arbejder som social- og sundhedsassistent. De sidste 10 år er der ifølge hende sket en eksplosiv udvikling i ting, der skal registreres og journaliseres.
Det skriver Berlingske.
Mette Linsaa bruger i dag langt mindre tid på patienterne end for bare få år siden, forklarer hun til Avisen.dk.
- Vi er ekstremt pressede. Men det er ikke kun på min arbejdsplads, at det er sådan. Sådan er det for alt det sundhedsfaglige personale. Hver gang vi udfører en handling, skal vi dokumentere, hvad vi har lavet, siger den 59-årige kvinde, der har arbejdet hele 42 år i faget.
DJØFere og akademikere har overtaget styringen på de offentlige arbejdspladser, og det har betydet, at endnu flere ting skal registreres i det daglige arbejde. Hun vurderer, at hun dagligt bruger over to timer foran computeren på at dokumentere det arbejde, hun udfører hos patienterne.
- Det handler jo om, at vi bliver mødt med en manglende tillid oppefra. Man vil holde øje med, om vi gør vores arbejde godt nok. I princippet er det jo fint, men det er et dokumentations-helvede, vi oplever i disse år. Noget, der har sneget sig ind ad bagdøren, siger hun.
Mette Linsaa skal ikke blot dokumentere, at en patient har forhøjet blodtryk, hun skal også skrive hele ’romaner’ om, hvad der kan have forårsaget det.
- Man glemmer, at social- og sundhedsassistenter er praktikere, så dokumentation kan være en udfordring for mange, og det tager meget af tiden fra patienterne og borgerne, erkender hun.
Mette Linsaa vil at gå på pension, så snart hun har mulighed for det. Hun startede i faget som bare 17-årig, og hun kan godt mærke, at ryggen er slidt efter mange års hårde løft.