Den selvudnævnte stat Somaliland har for første gang i landets historie indført en lov mod voldtægt, skriver BBC.
Tidligere er et voldtægtsoffer ofte blevet tvunget til at indgå ægteskab med gerningsmanden for at undgå at kaste skam over familien.
Nu får den slags overgreb langt mere alvorlige konsekvenser. Fremover står voldtægtsforbrydere til mindst 30 års fængsel.
Somalilands parlamentsformand, Bashe Mohamed Farah, siger til BBC, at antallet af voldtægtssager er stigende. Han håber, at den nye lov kan være med til at stoppe den tendens.
- Nu om dage er der endda folk, som begår gruppevoldtægter. Hovedtanken med den nye lov er at stoppe voldtægter fuldstændigt, siger parlamentsformanden.
Loven er vedtaget efter mange års pres fra aktivister og organisationer, der kæmper for børns og kvinders rettigheder.
Somaliland, der ligger i det nordøstlige Afrika ud til Adenbugten, løsrev sig i 1991 fra det krigshærgede Somalia, hvor der endnu ikke en lov mod voldtægt.
Siden 2006 har en demokratisk valgt regering ledet Somaliland, men landet er endnu ikke internationalt anerkendt som en selvstændig stat.
Ifølge BBC bestræber Somaliland sig på at fremstå som et holdbart demokrati med statslige institutioner, egen politistyrke og egen valuta.
Den nye lov skal også ses i den sammenhæng ifølge det britiske medies korrespondent i regionen.
I november afholdt Somaliland for tredje gang præsidentvalg.
Den 69-årige Muse Bihi fra det regerende parti, Kulmiye, vandt med 55 procent af stemmerne, mens kandidaten for det største oppositionsparti fik 44 procent.
Muse Bihi afløste Ahmed Mohamud Silaanyo, der ikke søgte genvalg, som præsident for de omkring 3,5 millioner indbyggere.
Kulmiye kan ifølge nyhedsbureauet AFP oversættes til Fred, Sammenhold og Udvikling.
/ritzau/