En 37-årig mand mistede natten til fredag livet i en alvorlig ulykke ved byen Stokkemarke øst for Nakskov.
- Der er en personbil, der kører galt på Vestre Landevej i et solouheld. Der er to mænd i bilen - den ene er afgået ved døden, og den anden er hårdt kvæstet, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
Ulykken skete kort efter midnat, og politi og ambulancer blev hurtigt kaldt til stedet.
- Bilen er fuldstændig splittet ad. Motoren er kastet langt væk, fortæller Ehm Christensen.
Begge ofre for ulykken er bragt til Nykøbing Sygehus, hvor lægerne i øjeblikket kæmper for at redde den hårdt kvæstede 19-årig mands liv.
- Vi er i gang med at underrette de pårørende, oplyser vagtchefen.
Politiet ved endnu ikke, hvad der var skyld i den voldsomme ulykke. En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge, om personbilen kørte med for høj fart.
- Han skal for eksempel undersøge bremsespor for at undersøge bilens hastighed, siger Ehm Christensen.