Den amerikanske soldat Bradley Manning undskylder nu for, at han har lækket tusindvis af fortrolige regeringsdokumenter til whistleblower-netværket WikiLeaks.
25-årige Manning indrømmer for første gang, at den historiske lækage har haft konsekvenser for hans hjemland.
- Jeg er ked af, at mine handlinger har skadet folk og USA, siger han ved en militærdomstol i Fort Meade, nordøst for Washington.
Bradley Manning blev i slutningen af juli fundet skyldig i spionage ved at lække de hemmelige regeringsdokumenter. Han blev dog renset for anklagen om landsforræderi.
Den amerikanske soldat er parat til at modtage straffen for, hvad han har gjort.
- Jeg ønsker at komme videre. Jeg forstår, at jeg må betale prisen, lyder det fra Manning.
Manning havde som efterretningsanalytiker i Irak adgang til hemmelige diplomatiske dokumenter og fortrolige militære rapporter fra krigene i Irak og Afghanistan. Han videregav over 700.000 dokumenter til WikiLeaks mellem 2009 og 2010.
Han har altid insisteret på, at hans eneste mål var at afsløre de amerikanske kriges sande ansigt.
Det var den vold, Manning så i Irak, der fik ham til at aflevere stakkevis af dokumenter til WikiLeaks, har efterretningsanalytikeren forklaret under retssagen.
Manning risikerede i første omgang op til 136 års fængsel, men den maksimale straf er siden blevet sat ned til 90 år.
Lækagen, der betegnes som den største i amerikansk historie, har givet Manning status som helt blandt sine støtter, mens kritikere mener, at han forrådte sin uniform og sit land og samtidig bragte USA's og andre soldaters sikkerhed i fare.
/ritzau/AFP