Floppede fodboldspillere og pinlige prinser
Fjernsynsåret begyndte (i hvert fald, hvis man som jeg havde mange nytårstømmermænd), da DR midt i januar blændede op for hyldestprogrammet ’Sport 2022’. Caroline Wozniacki debuterede som tv-vært, og det var der ikke noget dårligt at sige om. Altså, medmindre man var talepædagog. Var man det, slukkede man i øvrigt nok, da Brian Nielsen medvirkede i en hyldest til afdøde Mogens Palle.
Wozniacki blev kun forvirret, når hun skulle sige noget, mens folk stadig klappede. Men det må også være svært at mestre jobbet som live-vært, når man ikke engang er i stand til at slå til en lille bold, med mindre tilskuerne er helt musestille.
Caroline Wozniacki. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Efter et år, hvor Nadia Nadim skiftede til ISIS på en fri transfer og herrelandsholdet nedsmeltede i Qatar, var det i øvrigt svært at finde fodboldspillere at klappe af. I mangel på bedre blev Pierre Emile Højbjerg kåret som 2022’s bedste. Han mødte op uden regnbuebind, muligvis fordi showet blev holdt i Herning.
Vi rundede af med en liveoptræden af Benjamin Hav & Familien. Æresgæst kronprins Frederik lå og rodede rundt nede på gulvet i messecenteret. På det tidspunkt troede man, at det ville blive årets skandale i kongehuset. Ak, så unge og naive, vi var.
Tyk thai i tv
Februar bød på nyt tv-koncept. TV 2 havde premiere på ’Det fede fællesskab’. Endnu et realityprogram pakket ind som noget mere seriøst, endnu engang med Lene Beier som vært. Nu var landmændene bare skiftet ud med tykke mennesker, der gerne ville tabe sig.
– Det bliver hårdt. Men bare rolig, jeg er her hele tiden, meddelte Lene Beier i begyndelsen af afsnit et. Hvorefter hun gik og stort set ikke var med mere.
(Foto: TV 2)
Deltageren Christian var halv thailænder og rendte rundt med et skilt, der stod ’thaiboy’ på. Den slags kunne de rigtige thailændere lære noget af. Det havde sparet mig for mange traumer på min seneste sexferie.
Højdepunktet i sæsonen kom, da Christian sammen med vennen Jacob var ude at købe ind, og ingen af dem kunne snakke korrekt dansk.
– Skal vi ikke have digge-stiv-kiks, sagde Christian.
– Så hellere cock-thai-pølser, sagde Jacob.
Okay, jeg er stadig i tvivl, om det sidste var en talefejl eller blot en raffineret, racistisk sviner.
Grand Prix-galskab
Tv-året toppede allerede senere i februar, da DR sendte det danske Melodi Grand Prix, live fra Næstved Arena. Ingen der så det, glemmer det nogensinde. Det gør værterne Tina Müller og Heino Hansen heller ikke. Müller udtalte konsekvent de medvirkendes navne forkert, og Heino rendte rundt og stillede spørgsmål fra Vi Unge.
– Hvad kan du godt lide ved musik? Synger du også derhjemme?
Balladen begyndte dog først for alvor, da afstemningen skulle i gang.
– Nu skal I lige slette den app, I stemmer med, og installere den igen, forklarede Müller, mens Heino forsøgte at sætte folk ind i afstemningsreglerne.
![]()
Det var noget med 50 procents stemmer fra en app, der ikke virkede, hvis ikke den blev genstartet, og 50 procent fra nogle sms’er. Som så var delt ind i fem landsdele. Og så nogle jury-stemmer, som talte det samme. Ingen fattede det.
– Med hensyn til app’en … send lige en sms i stedet, sagde Tina Müller, inden hun af en eller anden grund gik ud og skiftede tøj.
Hun skulle have skiftet job i stedet.
Da Müller kom tilbage, præsenterede hun en grafik over sangene, der lignede noget fra et nordkoreansk missilsystem. Pling, sagde det, og så var tre af sangtitlerne lidt hvidere end de andre. Det var åbenbart dem, der har fået flest sms-stemmer. Tror jeg nok. Deltagerne forstod det heller ikke.
Derefter stillede Müller og Heino om til Nordjylland, for vi skulle skam have overbragt app-stemmerne, altså, dem der ikke virkede, live. Ligesom når de stiller om til de forskellige lande i Eurovisionen. Men det her var om muligt endnu mere eksotisk. Frem tonede en køn kvinde, der tilsyneladende havde afrikanske aner, men på en eller anden uheldig måde var endt nord for Limfjorden. Essie, tror jeg, hun hed. Hun skulle nu, med 15 familiemedlemmer siddende i baggrunden, overbringe resultatet fra Nordjylland – og Grønland og Færøerne. Spørg ikke hvorfor.
Men ak, så var der igen knas med missilsystemgrafikken, så Tina Müller måtte træde vande Hun ville vide, om det med at se Grand Prix var en tradition i Essies familie.
– Det er ikke sådan helt den her tradition, men vi forsøger at få det til at være en tradition, og det er ikke første gang, vi vælger at samle og lytte til eller se Grand Prix, så det er ikke en tradition, der bliver glemt i hvert fald, sagde Essie, med en accent, der lød som hvis Allan Olsen fortolkede en tale af Nelson Mandela.
– Nå, det lyder dejligt, sagde Müller uinteresseret.
Hun ville hellere vide, om familien kunne danse og havde opført sig ordentligt indtil videre, og selv mine kridhvide boomer-tæer krummede sig en smule.
– Jeg vil da gerne se, når de ikke opfører sig ordentligt, mumlede Heino.
– Må vi ikke lige se dem rejse sig op, sagde Müller, der muligvis blot prøvede at trække tiden, indtil Kim Jong-un i kontroltårnet havde fået grafikken til at virke, men lød som en herremandsfrue, der var på udflugt i Zoologisk Have.
– Vi ved ikke, men jo, dem her ikke i fjernsynet fortæller, hvordan og hvorledes vi skal få fat på de folk, der ikke opfører sig ordentligt og det er dem selv, i hvert fald, sagde Essie glad.
Der var stille i otte lange sekunder.
– Ah, sukkede Müller så, med et lille smil.
Som man gør, når ens veninde har fortalt om noget sødt og sjovt, hendes datter har sagt, og som man kan regne ud, man bør synes er charmerende, men ikke har hørt efter, fordi man i virkeligheden er røvligeglad.
– Så … jow … men vi hygger os i hvert fald. I kan også se i baggrunden, der er der sådan en lampe, sagde Essie, inden forbindelsen røg.
Og sådan fortsatte det resten af aftenen, inden Müller og Heino endelig kunne runde af – mens lyset i Næstved Arena meget signende gik ud før tid. Jeg gider ikke engang nævne, hvem der vandt, for det var endnu mere ligegyldigt end sædvanligt.
Mandejagt i Mexico
Efter Grand Prix-miseren var det er svært at overgå DR i store tv-øjeblikke. I løbet af sommeren forsøgte TV 2 dog med maraton-dating-programmet ’Bachelorette’, der i år fandt sted i Mexico. Man kan ellers sagtes lave dårligt tv i Danmark, men vært Petra Nagel har muligvis haft brug for at komme lidt væk, efter hun i programmet ’Petra slukker strømmen’ uforvarende kom til at vejlede danskerne i, hvordan man nemmest begik selvmord.
Årets to hovedpersoner hed Mette og Julie. De skulle finde en kæreste blandt en masse mænd. Mette var 33 år, og det var gammelt i reality-sammenhæng. Hun havde deltaget i programmet før, og hendes muligheder for en tv-karriere blev – ligesom hendes levedygtige æg – hurtigt færre og færre. Så nu skulle det være.
Mette og Julie. (Foto: Lotta Lemche/TV 2)
– Jeg søger kærligheden seriøst nu, for jeg er færdig med at fjante rundt, sagde hun.
Nye læsere må forstå, at man i reality-parallelsamfundet regnes som et seriøst menneske, når man tager om på den anden side af jorden for at kysse eller knalde sig igennem 17 mænd, man ikke kender. ”Fjante” er mere sådan noget man gør i ’Paradise Hotel’ og den slags.
Julie var 26 år. Hun arbejdede til dagligt som Customer Success Manager, hvilket det i løbet af 27 afsnit ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad betød. Men deltagernes civile arbejdstitler i det her program var generelt også sværere at udrede end en von Trier-film.
– Jeg falder typisk for en fyr, der er et stabilt sted i sit liv, sagde Julie.
Her må nye læsere forstå, at ”stabil” i reality-samfundet ikke er det samme som at have en uddannelse eller et arbejde. Det er mere sådan noget med at huske at børster tænder og tage sin klamydia-medicin hver dag.
Julie glædede sig til sit livs mest eksotiske rejse til Mexico, sagde hun også. Hun talte muligvis ikke turen til Polen for at få lavet bryster med.
Jeg erindrer ikke, hvem der fandt en kæreste og hvem der ikke gjorde, men det er også lige meget, for de har alle slået op igen. Men Mette fik sit ønskede tv-gennembrud og deltog senere på året i ’Vild med dans’. Tillykke. You go, girl.
Kartofler, koriander og hold kæft
Efterårets tv-højdepunkt var som sædvanlig ’Gift ved første blik’ på DR. Godt nok føles konceptet lidt slidt, men det blev holdt i live af tre mindeværdige mænd:
Rasmus, der på overfladen virkede som den perfekte fyr, men som viste sin tissemand til alverdens fremmede kvinder, ikke gad knalde sin kone og blev vred, fordi hun ville se ’Den lille havfrue’.
Nicklas, der var castet som årets intellektuelle indslag, men indtil videre primært havde brugt sine evner til at lave et meget sirligt system til sine sokker. Og følte, at hans behov blev underkendt, da hans kone ikke var imponeret over, at han kunne spise en is med to kugler.
Sara og Nicklas. (Foto: Snowman Productions)
Og så selvfølgelig Martin, der sammen med sin kone Pernille beviste, hvorfor de begge var blevet skilt fra deres tidligere ægtefæller. Showet toppede, da de i et af de sidste afsnit forsøgte at spise en hyggelig middag sammen, men Martin var sur over, at Pernille ikke vil lave aftaler med ham, der lå efter eksperimentets afslutning. Det blev ikke bedre, da Pernille troede, at kartoflerne var rørt sammen med koriander, men det faktisk var persille, som Martin mansplainede. Pernille forsøgte at forklare Martin, hvorfor hun ikke ville lave aftaler med ham langt ud i fremtiden, men Martin blev ved med at afbryde hende.
– Hey, jeg sidder og forklarer mig nu. Jeg vil også have lov til at snakke, sagde hun.
– Det vil du hele tiden, sagde han.
– Tror du virkelig, jeg sætter alt på standby i otte uger … du er helt gal på den, sagde hun.
– Du har analyseret mig hele vejen igennem, sagde han.
– Hold nu fucking kæft! Du stiller ikke mig spørgsmål, sagde hun.
– Har jeg ikke spurgt ind til dig!? sagde han.
– Shh! sagde hun.
– Du stopper med at sige ”shh” til mig! sagde han – og knaldede hånden ned i bordet.
Okay, det slog stadig ikke Melodi Grand Prix i underholdningsværdi, men lidt har også ret.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist og Avisen.dk's faste anmelder. (Foto: Privat)