Når julen nærmer sig, benytter de royale sig ofte af muligheden for at sende et virtuelt julekort til folket.
I år har både det britiske, svenske og norske kongehus været kreative i ønsket om at sende gode tanker afsted.
Det norske kongehus har haft en fotograf på besøg, mens den royale familie pyntede et af de mange juletræer på slottet.
På billederne ses kronprins Haakon og kronprinsesse Mette Marit samt prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus sammen med dronning Sonja og kong Harald i fuld vigør.
Den britiske kongefamilie har også udsendt elektroniske julekort.
Her har prins Charles og hertuginde Camilla brugt et billede fra fejringen af hertugindens 70-års fødselsdag tidligere på året, mens prins William og hertuginde Kate har deres to poder, prins George og prinsesse Charlotte, med på deres officielle julekort.
Mest kreative har den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel været.
De har nemlig uploadet en video på YouTube, hvor deres lille familie, der også består af prinsesse Estelle og prins Oscar, kælker, laver sneboldkamp og spiller mikado foran pejsen.
Det danske kongehus har nogle år også sendt et foto ud for at ønske glædelig jul. Sidste år sås dronning Margrethe og prins Henrik omgivet af deres otte børnebørn på et billede, der blev offentliggjort den 24. december.
Se kongehusenes julehilsner fra i år her:
https://www.youtube.com/watch?v=RWRyxRK6LQE
https://twitter.com/KensingtonRoyal/status/942714299121913856
https://twitter.com/ClarenceHouse/status/942696220384026624
https://www.facebook.com/Kongehuset/posts/10159764139280247
/ritzau/