Ritzau
Opdateret kl. 13:45
Den kongelige familie er indforstået med prins Henriks beslutning om ikke at blive begravet sammen med sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke.
Det siger regentparrets yngste søn, prins Joachim, til Ekstra Bladet.
- Det er ikke en nyhed for os i familien, og vi er indforståede med det, siger han til avisen i forbindelse med et arrangement på Københavns Rådhus fredag.
Nyheden om prins Henriks overraskende beslutning kom torsdag.
Her understregede kongehuset i en pressemeddelelse, at også dronningen "var indforstået med beslutningen".
Det var ellers planen, at regentparret skulle begraves sammen i domkirken.
Med beslutningen bryder prins Henrik traditionen for, at danske regentpar begraves sammen.
Til BT fortalte kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at prins Henrik har været utilfreds med sin rolle i kongehuset.
- Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere, sagde hun torsdag til avisen.
- For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle - ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket.
/ritzau/