En vietnamesisk mand risikerer en bøde på tusindvis af dollar og fængselsstraf, efter at han forsøgte at smugle tropiske fisk ind i New Zealand.
Manden ankom tidligere på ugen til lufthavnen i Auckland, men sikkerhedsmedarbejdere blev opmærksomme på smugleren, da der dryppede vand fra hans bukselommer.
Han forsvarede sig i første omgang med, at han blot havde medbragt vand, fordi han var tørstig. Men det viste sig, at han gemte to vandfyldte plasticposer med syv levende fisk.
Vietnameseren hævder, at han skulle aflevere dem til en ven i New Zealand.
En talsmand for New Zealands Ministry for Primary Industries (MPI) siger, at smugleren kan blive retsforfulgt under landets Biosecurity Act. Loven skal sikre, at New Zealands natur ikke bliver ødelagt af dyr og planter fra udlandet.
- Det er noget, vi tager meget alvorligt, siger talsmanden Craig Hughes.
Maksimumstraffen for at bryde loven er fem års fængsel eller en bøde på op til omkring 440.000 kroner.
/ritzau/AFP