- Nårh, er du vågen lille skat, siger mor med meget lys stemme, løfter sit barn op af barnevognen og fortsætter med at småsludre til det i et højt stemmeleje.
Men hvorfor er det egentlig lige, at vi slår over i falset, så snart vi taler til små børn? For vi gør det alle; både mænd, kvinder – ja, selv større børn hæver stemmelejet, når de taler til mindre børn.
Ifølge ekspert i børns sproglige udvikling Ulla Sundberg gør vi det, fordi lyse stemmer gør det nemmere for os at få kontakt med babyer og små børn.
Lyse stemmer stimulerer
- For at få kontakt – for eksempel øjenkontakt – med små børn har vi brug for at få deres opmærksomhed, og den får vi lettere, når vi hæver stemmelejet, siger Ulla Sundberg ph.d. i lingvistik ved Stockholm Universitet.
Det fandt hun ud af under et af sine forskningsprojekter. Her gav hun børn sutter i munden, som via sensorer var koblet til en computer, som kunne måle, hvor ofte der blev suttet på dem. Så udsatte hun børnene for både lyse og mørke stemmer. Det viste sig, at børnene suttede mere på deres sutter, når de hørte den lyse stemme. De blev simpelthen mere årvågne, koncentrerede og tilbøjelige til at lytte efter.
Talrige undersøgelser viser da også, at lyse stemmer stimulerer børn sprogligt.
- For børn lærer bedre at tale, hvis de lytter opmærksomt, påpeger Anders Højen, forskningslektor på Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet.
Men det er ikke kun de lyse stemmer, som gør en forskel for små børns sproglige udvikling. Det er også det, at vi taler langsommere, kraftigere og gentager os selv mere, der gør udslaget, påpeger han.
Men det er som regel kun til små børn, at vi taler i falset. Og gør vi det til børn i fire-fem års alderen, vil de som regel undre sig.
- Jeg kan huske, at min far engang kom til at tale babyagtigt til en fireårig dreng. Det fik ham at spørge undrende: »Taler du altid sådan? siger Anders Højen.