Panderynkerne og den seriøse mine afslørede det meste, da FC Nordsjællands ellers så succesfulde træner Kasper Hjulmand mødte pressen kort tid efter, at hans mandskab havde tabt superligapremieren i Esbjerg med hele 0-4.
- Først og fremmest var vores kollektive indsats i defensiven for dårlig. Vi må give en cadeau til Esbjerg for at gøre det, de er gode tid. De straffede os hårdt og lavede fire mål på syv afslutninger, forklarer Kasper Hjulmand.
FCN-træneren er særligt ærgerlig over spillet i første halvleg, hvor han måtte se sit hold komme bagud 0-3 efter bare 23 minutters spil.
- I første del af første halvleg udklasserede Esbjerg vores forsvar og lavede tre mål, de ikke skulle have haft lov til. De stak kniven ind, da de fik chancen, og det kom vi os ikke over, siger Kasper Hjulmand.
Han hæfter sig dog ved, at holdet tog sig sammen i kampens sidste time.
- Jeg synes, vi fik stabiliseret vores spil, og den sidste del af kampen så jeg som meget jævnbyrdig. Det er positivt at se, og det gør mig tryg i forhold til, at vi nok skal få rettet de fejl, der sneg sig ind i kampens indledning, understreger Hjulmand.
FCN måtte undvære profiler som Nicolai Stokholm, Kasper Lorentzen og Søren Christensen i kampen mod Esbjerg.
- Det er klart, at vi har syv bærende spillere ude, og det kan selvfølgelig mærkes. Men det skal nu ikke være nogen undskyldning, siger Hjulmand.
Heller ikke FCN-keeper Jesper Hansen kom med de store undskyldninger efter blamagen.
- Forklaringen er vel, at Esbjerg er fysisk stærkere end os, og vi fik ikke investeret nok i duellerne. Vi gjorde det svært for os selv, siger en tydeligt skuffet Jesper Hansen.
FC Nordsjælland har allerede på fredag mulighed for at revanchere den dårlige sæsonpremiere, når holdet hjemme i Farum møder oprykkerne fra Viborg.
/ritzau/