To fragtskibe er tidligt mandag morgen kollideret ud for Grækenlands sydvestlige kyst. Det ene skib er sunket, og 10 af dets besætningsmedlemmer savnes, oplyser kystvagten i Grækenland ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Skibet, der sank, sejlede under flag fra Cook-øerne - et selvstyrende territorium under New Zealand.
En talsmand fra kystvagten i Grækenland fortæller, at skibet fra Cook-øerne, Pirireis, kolliderede med det andet fragtskib, som sejlede under Antigua og Barbuda-flag, ikke langt fra den lille ø Sapienza.
Antigua og Barbuda er en østat i Caribien bestående af de to øer Antigua og Barbuda.
Det caribiske skib blev ikke alvorligt beskadiget under ulykken, og alle dets 16 besætningsmedlemmer er kommet sikkert og uskadt i land, fortæller kystvagten.
Det vides endnu ikke, hvad der er gået forud for ulykken.
/ritzau/Reuters