Skat sætter i år ind overfor de store multinationale virksomheder, der undlader at betale skat i Danmark.
Det viser en plan, som skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i dag offentliggør.
"I år vil Skat gå efter de store fisk, og jeg regner bestemt med, at vi kan fange dem. For det er et meget vigtigt signal til hårdtarbejdende danskere, der hver dag betaler skat, at andre ikke slipper uden om, bare fordi de har ressourcer nok til at opfinde lyssky konstruktioner for at undgå at betale skat," siger Thor Möger Pedersen i en pressemeddelelse.
Med finansloven for 2012 har regeringen og Enhedslisten tilført, hvad der svarer til 260 ekstra fuldtidsansatte til Skat. Dermed kan arbejdet med at inddrive skatter og få flere multinationale virksomheder til at betale skat i Danmark intensiveres.
Blandt andet vil Skat undersøge flere sager om skattespekulation, inden de bliver forældede. Det er for eksempel relevant, når danske virksomheder bliver opkøbt af udenlandske selskaber, der sender virksomhedernes overskud ud af landet uden at betale skat.
"Det er helt afgørende, at vi når at fange de selskaber, der med fikse fiduser undgår at betale skat i Danmark. Og derfor er jeg utroligt glad for, at Skat nu har flere ressourcer til at sikre, at færre slipper af sted med at omgå reglerne," siger Thor Möger Pedersen.
Den nye indsats- og inddrivelsesplan, som ministeren i dag offentliggør, indeholder flere end 100 forskellige projekter.