Mandag morgen sætter Skat med seks års forsinkelse strøm til det fuldautomatiske gældsvåben EFI, skriver Politiken.
Systemet skal gøre det nemmere og hurtigere at inddrive borgeres og virksomheders gæld til det offentlige.
I de seneste år er borgernes og virksomhedernes gæld til kommuner, politi, metro, DSB og andre offentlige kasser steget voldsomt.
De samlede restancer udgjorde med udgangen af juni 2013 cirka 77 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 25 milliarder kroner siden 2007.
- Om et år er kurven knækket, siger Jens Sørensen, direktør for inddrivelse i Skat, til Politiken og hentyder her til den gæld, som det er muligt at inddrive.
Skat opererer nemlig med et nyt begreb "reelt inddrivelig gæld". Den blev sidste år opgjort til 25 milliarder kroner, men er i år steget til 26 milliarder kroner.
- Gælden skal begynde at falde, når vi får EFI i gang. Succeskriteriet er, at den reelt inddrivelige gæld ikke er højere ved denne tid næste år, siger Jens Sørensen til Politiken.
Den gældspost på mere end 50 milliarder kroner, som Skat har "parkeret" - og altså ikke regner med at få inddrevet - er blandt andet fra virksomheder, der er under konkursbehandling.
Det kan også være borgere, som bliver betragtet som håbløst forgældede, men de kunne jo komme til penge i form af en arv eller en lottogevinst, og så skal det offentlige kunne kræve sit tilgodehavende.
Tidligere krævede kommunerne selv de penge ind, som borgere og virksomheder skyldte kommunekassen, men i 2005 blev al inddrivelse samlet hos staten i Skat.
Til brug for at inddrive gæld skulle udvikles et "Ét Fælles Inddrivelsessystem" (EFI), som kunne foretage en "helhedsorienteret sagsbehandling og maksimal automatisering".
Det skulle være klar til brug i 2007.
Der er i alt 700 såkaldte fordringshavere, som skal aflevere deres krav til EFI. På den måde administrerer det 20 millioner gældsposter.
EFI skulle koste 700 millioner kroner, men er formentlig blevet dyrere, hvilket dog er omgærdet af fortrolighed.
/ritzau/