Skadet Nicolai Jørgensen udgår i Feyenoord-sejr
Nicolai Jørgensen udgår lørdag med en skade i en kamp for Feyenoord i hollandsk fodbold. Foto: Lars Smook/AFP
Der er en risiko for, at Feyenoord må undvære en fiberskadet Nicolai Jørgensen på onsdag mod Manchester City.

Landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen måtte forlade banen, da Feyenoord lørdag slog Heracles 4-2 i den hollandske Æresdivision.

Den målfarlige dansker trak sig efter godt 20 minutter med en skade.

- Det ser ikke positivt ud. Han er generet af en fiberskade, siger Feyenoord-træner Giovanni van Bronckhorst til klubbens Twitter-konto.

26-årige Nicolai Jørgensen blev ligatopscorer, da Feyenoord i sidste sæson vandt det hollandske mesterskab.

Rotterdam-klubben topper aktuelt tabellen i Holland med fire sejre i ligeså mange kampe.

Feyenoord møder på onsdag Manchester City i Champions Leagues gruppespil.

- Der er en chance for, at han mangler i hjemmekampen mod City, siger Giovanni van Bronckhorst om Nicolai Jørgensens mulige deltagelse.

I landsholdsregi venter de næste kampe i oktober, hvor Danmark møder Montenegro og Rumænien i VM-kvalifikationen.

/ritzau/