Gareth Bale deltager ikke i Tottenhams sæsonåbner i Premier League på søndag ude mod Crystal Palace.
Det siger Tottenham-manager Andre Villas-Boas, og det skulle angiveligt ikke have noget at gøre med de vedvarende rygter, som sender den walisiske kantspiller til Real Madrid.
- Bale har været ude det meste af opstarten med skader. Så nej, han spiller ikke, siger Villas-Boas ifølge AFP.
24-årige Gareth Bale, der i sidste sæson blev kåret til Premier Leagues bedste spiller af både kolleger og journalister, missede onsdagens venskabskamp mellem Wales og Irland med en fodskade.
- Det mest logiske er, at han ikke er involveret, lyder det fra Villas-Boas.
/ritzau/