Op til EM i 1996 i England var den daværende landstræner Richard Møller Nielsen i knibe. Han manglede en kvalificeret angriber til at supplere Brian Laudrup og Mikkel Beck. Opmærksomheden faldt på Mikkel Becks angrebsmakker i 2. Bundesligaklubben Fortuna Köln, den for de fleste ukendte angriber Jacob Svinggaard på 28 år.
Men det blev ikke til EM-deltagelse for uheldige Svinggaard. Skaderne kom i vejen, som de gjorde det i store dele af karrieren. Derfor må han nøjes med at se tilbage på den ene landskamp, han fik allerede som 22-årig; en træningskamp mod De Arabiske Emirater spillet i Dubai 5. februar 1990.
»Fra 1992 til 1996 var jeg med i truppen flere gange, men gik så i stykker op til EM i 1996, hvor det ellers gik rigtig godt på klubholdet. Når man ikke er decideret stamspiller på landsholdet, men ligger i periferien, så kræver det, at du gør det godt hver gang på klubholdet«, siger han. Gamle skader
Det gjorde Jacob Svinggarrd ikke altid. Særligt ikke på det tidspunkt, hvor døren til landsholdet stod på vid gab. For i Svinggaards bedste fodboldalder begyndte gamle korsbånd- og meniskskader at drille.
Derfor blev skiftet i 1996 til FC København heller ingen succes, selvom det blev til to debut-scoringer mod Lyngby. Blot seks kampe på to sæsoner fik Svinggaard, inden han som 30-årig kastede håndklædet i ringen og lod sit slidte bentøj få fred.
Nu er han restaurant- og natklubejer i København, men det ærgrer ham til stadighed, at hans karriere gik i stykker, da det store gennembrud var på trapperne.
»Man havde da altid håbet at få nogle flere landskampe. Der er tusindvis af drenge, som drømmer om at komme på landsholdet og blive professionelle i udlandet. Jeg har opnået begge dele, selvom det ærgrer mig, at det ikke blev til flere landskampe, og at jeg måtte stoppe karrieren så tidligt«, siger Jacob Svinggaard.