Premier League-klubben Arsenal har et problem med skader hos sine angribere for tiden.
Torsdag måtte manager Arsène Wenger fortælle offentligheden, at Lukas Podolski er ude med en muskelskade i mindst to måneder.
- Der er dårligt nyt om Lukas Podolski. Han vil være ude mellem otte og 10 uger, siger manageren til klubbens hjemmeside.
Tyskeren blev skadet, da Arsenal tirsdag vandt 2-0 over Fenerbahce i returkampen om kvalifikation til Champions League-gruppespillet. En kamp, som holdene ikke havde behøvet at spille.
Sportsdomstolen CAS fastslog nemlig onsdag, at tyrkerne er udelukket fra al europæisk fodbold i denne og næste sæson.
- Hans forstrækning er langt mere alvorlig, end vi først troede. Det er meget skuffende, og det var en dyr pris at betale for vores sejr. Nu må vi være tålmodige, siger Wenger.
Den 28-årige tyske landsholdsspiller havde indledt sæsonen på sit sædvanlige høje niveau med scoringer i Arsenals to første Premier League-kampe mod Aston Villa og Fulham.
Dog er der godt nyt til Arsenal i forhold til Aaron Ramsey og Jack Wilshere. De blev også begge skadet i kampen mod Fenerbahce - Ramsey efter at have scoret begge mål i sejren på 2-0. Men de bliver klar til weekendens London-derby mod Tottenham.
Midtbanespilleren Mikel Arteta mangler stadig nogle uger, før han vender tilbage til truppen, men langtidsskadede Thomas Vermaelen skulle til gengæld være klar efter landsholdspausen i den første del af september.
Nicklas Bendtner er i princippet stadig Arsenal-spiller, og han kan måske spørge sig selv, hvor mange skader, der skal til, før han igen kommer ind i varmen i London-klubben.
/ritzau/