Kun få instruktører i filmhistorien har vovet at smide redigerings-retten overbord på samme måde som danske Linda Wendel. For at skabe en film med ét langt skud, altså uden at klippe i materialet bagefter, er ikke bare ekstremt krævende for skuespillere og kamerahold. Instruktøren fralægger sig også enhver mulighed for at pynte på resultatet, hvilket bestemt kræver balls i en filmverden, hvor alskens effektmageri er ved at tage magten fra den gode historie.

Med eksperimentet 'One Shot' er man altså nærmest så langt fra den moderne films tusind kameravinkler, fragmenterede klip og computergenerede effekter, som man overhovedet kan komme. Men hvorfor egentlig lave en film, der mest af alt minder om teater på video? Hvorfor kaste alle filmmediets spændende muligheder fra sig?

Nok mest fordi en ny (eller i dette tilfælde en nærmest gammeldags) form ofte rammer én lige på følehornet og minder om, at det nære, personlige drama faktisk ikke kræver de store armbevægelser – hvis konflikten er klar.

Lige på og hårdt

I Linda Wendels selvforfattede trekants-drama dukker Sally (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) en tidlig Sankt Hans-morgen op i stramt luderlæder for at få sig et klassisk mor/datter-opgør i barndomshjemmet. Moderen, sublimt spillet af Karen-Lise Mynster, er dog lige midt i et hedt knald med troubadouren Lennart (Jesper Christensen), hvilket ikke holder Sally fra at konfrontere sin mor med følelsen af en barndom fyldt med svigt.

Som ude i virkeligheden, er skænderiet ikke bare lige på og hårdt, men også barnligt og kompromisløst, så det er ekstremt intenst at overvære. Faktisk er det nærmest for meget, som om især figuren Sally overspiller, mens moderen Janne underspiller, indtil man langsomt kommer ind på livet af karakterernes sind og baggrund. Og ikke mindst vænner sig til, at kameraet aldrig slipper sit tag i konfrontationen.

Sally lever af at byde sig til seksuelt foran sit webcam, Janne er en hippie-agtig kunsthåndværker, der har brugt hele sit liv på at finde ro på rette hylde. Især, hvad angår mænd. Datteren vil nu vide, hvem hendes 'ukendte' far egentlig er, men mor nægter. Mors elsker, Lennart, ved dog noget, der kan lirke lidt i den fastlåste situation.

I længden anstrengende

Alle tre skuespillere gør det fremragende. Hvilken bedrift at få alt til at klappe, når blot et fejltrin kunne have betydet, at hele filmens ene skud skulle skydes om.

Når det er sagt, så kræver 'One Shot' også virkelig stor tålmodighed og indlevelsesevne af sit publikum. Ligesom, når man går i teatret. Bortset fra, at Linda Wendels filmprojekt er som at gå i biografen og se teater. Det er ærligt, intenst og medrivende, men samtidig med at formen understreger konfliktens anspændthed, så er den også anstrengende i sin 74 minutters-længde. Fordi du ikke får dig en eneste tænkepause.

Her er ingen følelses-manipulerende musik, der hjælper dig på vej, her er ingen smukke naturscener til at forføre dig. Filmbranchens klassiske kneb er tilsidesat for det pågående, socialrealistiske familiedrama, som Wendel har afsøgt lige siden debuten i 1986 med 'Ballerup Boulevard'.

Men kender du til familiestridigheder, så vil du helt sikkert blive ramt hen ad vejen.

Dansk verdensrekord

Af samme grund er det dediceret pinligt, at Filminstituttet valgte ikke at støtte dette alternative projekt, der rent faktisk er et stykke unikt dansk filmhistorie. 'One Shot' er den første danske film, der er indspillet uden ét eneste klip.

Stiløvelsen sikrer dermed vort lille filmland verdensrekorden i langskuds-film. For så vidt vides er det kun Alfred Hitchcock, der på spillefilm har brugt metoden før, nemlig i 'Rebet' fra 1948, der dog er sat sammen af ti uafbrudte optagelser. Og så ellers russeren Aleksandr Sokurov, der i 2002 leverede værket 'Russian Ark', som i Vinterpaladset gennemgår 300 års russisk historie uden at redigere i sit vandrende kamera.

Hatten af for modet til at eksperimentere. Gid 'One Shot' ikke kun havde fået adgang til to små biografer, så flere kunne have fået sig en sjældent intens filmoplevelse.