Først slæber hun blade og grene ind til en rede. Og herefter går hun i gang med selve fødslen.
Den 11 år gamle kæmpepanda Mei Qing gennemførte en sjælden fødsel onsdag, da en lille pandaunge kom til verden i en safari-park i Guangzhou i det sydlige Kina.
Ungen er ifølge rapporter sund og rask, selv om det har knebet for de ansatte at få lov til at komme tæt på. Panda-mor har tilsyneladende været meget beskyttende over for sin lille ny, som i øvrigt er et produkt af kunstig inseminering i et forsøg på at holde bestanden oppe.
Dyrepasserne holder godt øje med situationen, og det er især den første uge, der er afgørende for, om den lille panda overlever. Det er kun sket fem steder tidligere i Kina, at nyfødte pandaunger er overlevet i fangenskab.