Nedrykningstruede Silkeborg IF får i den kommende måned fem spillere til prøvetræning i et håb om at finde nogle spillere, som kan styrke truppen i efterårssæsonen i kampen om at komme over nedrykningsstregen. En af spillerne er den 31-årige engelske forsvarsspiller Matt Carbon, som har en fortid i Derby sammen med den tidligere Silkeborgspiller Jacob Laursen, mens klubben spillede i Premier League. Siden har han spillet i West Bromwich og spiller nu på New Zealand.
»Vi har fået ham anbefalet af Jacob Laursen, men det er ikke signal om, at vi vil skifte hele midterforsvaret ud. Han skulle have været til prøvetræning allerede i november, inden vi hentede Steven Lustü, men dengang var han skadet,« siger sportschef Ebbe Sand til Midtjyllands Avis.
Carbon får selskab af færingen Frothi Benjaminsen, som allerede har været til prøvetræning en gang samt tre unge angribere fra Uganda.