Børn, der spiller online spil, som kræver en live netværksforbindelse, og som også kan spilles via mobiltelefoner, skal beskyttes.
Børnene risikerer nemlig at komme i kontakt med voksne, der vil krænke dem seksuelt, få misbrugt personlige oplysninger og støde på hjemmesider med upassende indhold.
Alt det forsøger en ny europæisk mærkningsordning, Pegi-Online, der er finansieret af EU, nu at sætte en stopper for. Mærket sikrer nemlig, at spilproducenter og online operatører opfylder nogle krav, der tilsammen giver et sikkert miljø for børn at spille i. Med mærket forpligter de sig til at lave et kodeks for god opførelse og holde øje med, at det bliver overholdt. Ellers skal de skride ind. Ligesom børnene skal kunne anmelde spillet, hvis der foregår ting, der er ulovlige ifølge reglerne.
Det fortæller Susanne Boe fra Medierådet for Børn og Unge, som har lavet en kampagne, der skal udbrede budskabet om mærket til forældre, unge og butikker i Danmark.
Chatte med fremmede
»Når børn er på nettet og spiller online spil, har de mulighed for at chatte med hinanden og andre. Og det er vigtigt, at forældrene er opmærksomme på det og går ind i, hvordan børnene skal opføre sig på nettet. Vi anbefaler, at børn aldrig oplyser, hvad de hedder, deres mobilnummer og aldrig at mødes med fremmede alene og uden forældrenes accept,« siger Susanne Boe.
Når børn spiller online spil, spiller de, i modsætning til almindelige computerspil, mod andre mennesker fra Danmark eller andre lande. Og i nogle af spillene kan man altså også skrive med hinanden.
Ifølge spilbranchen Multimedieforeningen har 23 danske spiludviklere allerede besluttet sig for at få Pegi-Online-mærket.
Mærket er vist på pakken med spillet, hvis det sælges på en cd/dvd, ellers bliver det vist på selve webstedet.
Læs mere på www.medieraadet.dk