Danskerne raser, når benzinpriserne stiger et par kroner. Men forstil dig, at priserne på helt basale fødevarer – mælk, mel, ris, grøntsager osv.  – pludselig steg til det dobbelte. Krise!

Men det er dagligdag for 1 milliard mennesker, der går sultne i seng hver dag.

En global fødevarekrise er lige om hjørnet. Galopperende madpriser gør det  umuligt for en stor del af verden at få nok mad på bordet. Også dem, der ikke er ludfattige, mærker, at de får mindre mad for deres penge.

"De globale fødevarepriser stiger til et farligt niveau, og truer millioner af fattige mennesker rundt omkring i verden," siger Verdensbankens chef Robert B. Zoellick.

Stigning på 75 procent

Verdensbanken anslår, at 44 millioner ekstra mennesker er presset ud i fattigdom siden juni sidste år som følge af de højere madpriser.  

Prisen på hvede steg for eksempel 75 procent mellem juni og december 2010. Og for majs blev prisen 73 procent højere.

Sådanne stigninger er katastrofale i fattige lande, fordi hvede og majs er produkter, der gør folk mætte. Tænk bare på tortillas i Mexico og brød i Egypten.

Priserne ligger i dag kun 3 procent under det alarmerende 2008 prisniveauet. Det år steg priserne på især ris vildt og hurtigt.

Priseksplosionen  kunne  straks mærkes over hele verden. I fattige lande gik desperate fattige og sultne folk på gaden og protesterede.

Madpriser sætter rekord

Politikerne blev nervøse. Med god grund.

De igangværende folkelige revolutioner i Nordafrika handler også om, at folk ikke har råd til at købe mad.

G20, verdens 20 største økonomier, har madsikkerhed på deres to-do liste i 2011. De har lovet at finde 107 milliarder kr. til landbrug i de kommende tre år.

Fødevaresystemer er i krise. Det er anden gang på 4 år, at madpriserne sætter rekord. Og de kunne stige yderligere, hvis Kinas høst fejler på grund af tørke, som mange frygter.

Klimaet spiller ind

Krisen skyldes ikke, som man måske skulle tro, en større efterspørgsel i megalandene Kina og Indien. I dag kan landmændene i de lande i høj grad tilfredsstille behovet for mere mad og flere forskellige slags mad.

Men en fejlslagen høst i Kina ville ændre dette drastisk.

Netop vejret er en af hovedårsagerne til højere madpriser. Tørke i Rusland,  Argentina og Australien presser for eksempel hvedeprisen opad.

Andre årsager er eksportforbud i nogle lande, der selv vil beholde maden. Eller rige lande der indkøber jord i fattige lande for at opdyrke dem til at dække rige folks behov eller lave biobrændsel.

For tiden panikindkøber importører og spekulanter hamstrer fødevarer.

Stigende oliepriser kan også gøre mad dyrere.

Mad nok til 9 mia. mennesker?

Madkrisen handler ikke kun om stigende priser. Det handler også om, der er nok mad til at bespise en stadig større verdensbefolkning.

I dag er der ikke mad nok til at nå ud til verdens syv milliarder mennesker. Hvordan skal vi brødføde ni milliarder i 2050?

Eksperter siger, at fødevareproduktionen globalt skal stige med 70 procent i 2050 for at følge med de 2 milliarder flere sultne maver, der efterspørger mere.

Det bliver uhyre svært. For første gang siden 1960erne stiger produktionen af verdens to vigtigste råvarer, hvede og ris, langsommere end verdens befolkning.

Desuden er der færre arealer at opdyrke end hidtil, og mange steder er det ikke muligt at bruge mere gødning for at øge produktionen. Dertil kommer klimaforandringer.

Effektivisere små landbrug

Løsningen findes hos de milliarder af små fattige landbrug, der må drives mere effektivt. Eksperter mener, at  små landbrug i dag spilder 1/3 del eller mere af verdens totale madproduktion.

Jorden bliver ikke udnyttet godt nok. Dårlig infrastruktur og handelsbarriere gør, at landmændene ikke kan komme af med deres produkter eller de modtager økonomisk støtte til ikke at producere  optimalt.

Små landbrug var også i centrum, da 17 internationale virksomheder i januar lancerede en ny vision for landbruget. De lovede at gøre mere for at fremme markeder for småbønderne.

Udmeldingen bliver tolket som et tegn på, at alarmklokkerne ikke blot ringer hos politikerne men også i den private sektor.

Noget må der laves om, for at alle kan blive mætte.