Tre store faglige organisationer i Nepal mødtes i weekenden for at danne en samlet front, der skal forbedre forholdene for deres medlemmer og skubbe enigt til den langsommelige proces med at få vedtaget en ny grundlov. Presset lægges imod den nye regering ledet af en maoist.
Initiativet til det faglige stormøde med de tre store parter på arbejdsmarkedet i Nepal samlede over 500 delegerede.
Mødet er i udpræget grad et resultat af dansk fagbevægelses aktiviteter, der i årevis har rådgivet to af de tre fagforeninger kaldet NTUC og GFONT. Den sidste, maoistiske, meldte ud i foråret, at de gerne ville deltage.
Mindsteløn
Kampen om en stigning på mindstelønnen i Nepal har været dramatisk. I foråret blev fagforeningerne og dele af erhvervslivet enige om en betydelig stigning, men initiativet døde i sidste øjeblik før loven blev underskrevet, fordi små fagforeninger blandede sig og krævede mere. Erhvervslivet svarede igen i retssale, og arbejderne fik en lang næse.
Weekendens stormøde havde til formål at forhindre intern splid i fagbevægelsen, så de fattige arbejdere ikke også lider under intern uenighed.
Målet er fred og højere velstand på arbejdsmarkedet. Får fagbevægelsen styr på den formelle sektor vil den enorme uformelle forhåbentlig følge med, udtaler LO/FTF repræsentant Tina Kristensen til Ulandssekretariatet.
Og fremad går det så småt. I sidste uge blev fagforeninger, arbejdsgivere og regeringen enige om at hæve mindste timeløn for arbejdere i landbruget med 47 procent til 14,25 om dagen.
Store mål
Fagbevægelsen har store visioner for arbejderne i Nepal, hvis forhold er rædselsfulde. Et af de arrangementer, der allerede er aftalt med erhvervslivet og myndighederne er at oprette arbejdsmiljøråd på alle fabrikker for at komme arbejdsskader til livs. Senere kommer offentlig inspektion af forholdene. Det er endnu ikke i landets lovgivning.
For et fattigt land er fagbevægelsen ret solid, fordi den har været meget aktiv i guerillakampen imod kongedømmet, der blev smidt ud for få år siden.
I henhold til præsidenten for NTUC-fagforeningen Laxman Bahadur Basnet har hans organisation dog kun 2-3 procent af arbejderne organiserede. De kommer fra byggeri og transportsektorerne, og antallet på ca. 300.000 er stagnerende.
”Vi tre store fagforeninger har sandelig rigtig magt, og politikerne lytter til os,” fastslår han, ”men der er meget at opnå. Først kommer naturligvis den nye grundlov og integrationen af de maoistiske guerillaer i samfundslivet. Og vi arbejder med uddannelse, boligforhold, økonomien og kvinders rettigheder.”
”Hvis jeg skal være helt ærlig,” siger han i et interview, ”så har vi skubbet hårdt på tingene, men ikke været stærke nok.” Men Laxman Bahadur Basnet bekender sig til tålmodighed. Grundloven for landet kommer først, og den politiske proces må gå sin gang, mener han.
Præsidenten for NTUC satser klart på den politiske proces, selv om hans foretrukne politiske leder fra det småborgerne parti Nepali Congress mistede premierministerposten til en maoist. Demonstrationer løser ikke situationen, ”men vi gør os parate til den dag, hvor udkastet til grundloven er færdig,” advarer han og erklærer, at ”målet for arbejdet er at ændre Nepals prioriteter.”
Fagbevægelse politisk
Den mere venstreorienterede faggruppe GFONT, en slags LO, ser sig som en politisk organisation og ikke som en normal social bevægelse, forklarer generalsekretær Umes Upadhyara. Da politiske partier var forbudte, var vi en undergrundsbevægelse. I 1990 kom vi op til overfladen.
”Problemet i Nepal er, at vi kan få alle mulige regler og love vedtaget, men ingen følger dem og sørger for implementering,” forklarer han. ”Derfor satser vi på at få arbejdsmarkedets forhold indskrevet i grundloven. Det betyder, at velfærd og sociale pensioner skal være del af den.”
Også GFONTs Umes Upadhuara er tilhænger af tålmodighed. ”Arbejderne hjalp med at smide kongedømmet ud, og vi forventer at blive taget på råd. Politikerne gør ikke, som de lovede, men vi har intet alternativ til at arbejde med den grundlovgivende forsamling. Nye valg er ikke et alternativ.”
”Målet er en form for velfærdsstat, der er pro-arbejder og er tilrettelagt efter vores krav,” forklarer han og glæder sig over, at maoisterne er kommet med en den resultatorienterede politiske proces. ”Kun samarbejde kan bringe os fremad.”