Bliver dine indkøb i supermarkedet altid lidt dyrere end beregnet, og stemmer dit madbudget aldrig?
Det kan være svært at overskue billige og sunde retter, når du leger kluddermor med indkøbskurve, trætte børn og shoppelister foran kølemontren.
Kokkefaglærer på Hotel- og Restaurantskolen i København, Thomas Toftdahl, giver derfor sine bud på, hvordan du nemt og effektivt sparer penge på madbudgettet:
Køb sæsonvarer
Kokkefaglærerens første råd er, at du skal købe de råvarer, der er i sæson.
Lige nu er det for eksempel blomkål, broccoli, spidskål, tomater, peberfrugt, spinat, majs, porrer, svampe, løg og rødbeder.
- Det er væsentligt billigere, og det er noget, som vi kokke arbejder ud fra. Jo friskere varen er, jo billigere er den.
Lav selv dit eget syltetøj og chutney – madogbolig.dk giver dig her 3 sensommeropskrifter
Spis groft
Du behøver ikke kun spise groft, fordi det er sundt.
Det mætter nemlig også mere, og på den måde sparer du penge:
- Sådan noget som grove grøntsager, æbler med masser af kostfibre, knækbrød med masser af kerner, det fylder godt i maven og mætter mere. Knækbrød er for eksempel godt som et mellemåltid, og du kan nemt lave det selv.
Isabellas.dk giver dig opskriften på sprøde, hjemmelavede knækbrød
Undgå madspild
- Brug alt, du køber. Kog f.eks. kyllingesuppe på kyllingeskroget. Er du ikke så god til at skære kødet fra, så er der masser af dejlig kylling, du kan pille lige af skroget, når du har kogt det.
Gå efter nedsatte varer
- Der er mange supermarkeder, der er begyndt på at nedsætte prisen på varer, der er lige ved at udløbe. Det er ret fedt, og der kan være mange penge at spare, lyder det sidste gode sparetip fra Thomas Toftdahl.
Af Linda Østergaard, ISABELLAS/NewsDesk Aller Media