Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
”DET ER JERES ARBEJDE men det er vores liv.”
Sådan skrev en borger til mig i forbindelse med at jeg havde sagt min stilling op. Forud for dette brev var hendes mand blevet alvorligt syg og parret havde pludselig oplevet systemet helt tæt på. En helt igennem livs-forvandlende hændelse var blevet endnu tungere af kampen mod systemet. I brevet skrev hun også: …”vi har stødt panden imod muren adskillige gange…(…..)….Jeg kæmper stadig en ulige kamp mod systemet/kommunen. Især mangel på personale hos hjemmeplejensom bevirker vi hele tiden skal indrette os efter forsinkelse, udeblivelse, urutinerede vikarer, skiftende hjælpere”.
Hun havde råstyrke denne borger, ressourcer og en familie, der bakkede op. Men hun var alligevel tæt på at knække. Var hun knækket havde omkostningerne for hende, hendes mand og kommunen været langt større. Held, mere end forstand, gjorde at hun ikke bukkede under.
Hun klagede. Men sagen er den at få egentlig klager. Hvorfor? Jo, der er tre årsager: Den første er, at de ikke har ressourcerne. At skrive et brev eller ringe det rigtige sted hen kræver et overskud. Et overskud, som mange, der modtager hjælp ikke har. Den anden er, at de er bange for om den hjælp, de får efter en klage bliver endnu værre. De er afhængige af systemet og tør ikke risikere en dårligere hjælp.
Den sidste grund er, at de holder med os. Os, der kæmper en brav kamp for at levere noget, der hænger sammen og som øger deres livskvalitet. De har ondt af os. Selvom vi ikke snakker om det, så kan de se, at vi kommer fortravlede, forpjuskede hjem til dem og de ser mængden af vikarer, der må træde til. De ved udmærket godt om arbejdspladsen, som systemet jo er, fungerer eller ikke gør.
EFTER ADSKILLIGE MÅNEDER på min arbejdsplads fandt jeg overskuddet til at rapportere en fejl, en såkaldt utilsigtet hændelse. Jeg havde observeret mange, nærmest hver eneste dag men havde haft ikke tid og overblik til at få dem rapporteret. Ingen, jeg spurgte vidste, hvordan man gjorde det. Det forklarede fint for mig, hvordan den øverste ledelse kunne konkludere, at det gik godt: Der var få indberettede fejl og borgerne klagede ikke synderligt meget.
Men virkeligheden så helt anderledes ud. Virkeligheden var som borgeren skrev til mig: Vi kom på forkerte tidspunkter eller kom slet ikke, Vi fik ikke videregivet eller indhentet de rigtige oplysninger. Vi havde ikke tilstrækkelig viden til at give en mere optimal behandling og vi fik nærmest ingen undervisning. Det havde de fleste af os på arbejdspladsen selvfølgelig sagt både højt og lavt mange gange
INFORMATION SKREV FORLEDEN (20. oktober), at hver 8. offentligt ansatte, at de inden for det seneste år har været vidne til eller har haft mistanke om ulovligheder eller fejl eller forsømmelser af grov karakter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad tallet er for forhold, der ”bare” er så dårlige eller sjuskede, at det påvirker borgernes liv i negativ retning. Det har direkte indvirkning på den enkelte borger, men det påvirker også tilliden og opbakningen til den offentlige sektor, at både medarbejdere og borgere oplever en service, som de simpelthen ikke kan stå inde for.
Det er selvfølgelig helt nødvendigt, at der er whistleblower-ordninger i det offentlige, hvor man kan rapportere grove fejl og ulovligheder men det er også nødvendigt at skabe et miljø, hvor personalet og borgerne kan sige deres mening uden at skulle være bekymret for repressalier. Det, der er på spil, er nemlig ikke bare den enkelte chef, den enkelte arbejdsplads eller den enkelte borger men en grundlæggende tilltro til velfærdssamfundet, som ellers har været fundamentet for den meget høj grad af tillid, som meget af vores velstand bygger på.
OVERALT I DEN OFFENTLIGE SEKTOR rumler det af utilfredshed. I særdeleshed i sundhedsvæsnet. Mange års høje produktivitetskrav og tempo, har endelig fået bægeret til at flyde over. Fornægtelse og det evindelige ”alle kan effektivisere” er tonedøve svar, der ikke gør andet end at få mistilliden – også til det politiske niveau – til at boble over. Forsvarstalernes tid er forbi - Det er tid til at lytte og handle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.