Den serbiske landsholdsspiller Adem Ljajic er blevet til den serbiske ekslandsholdsspiller, efter at han undlod at synge med på nationalmelodien før kampen mod Spanien lørdag.
Det er landstræner Sinisa Mihajlovic, der har taget den drastiske beslutning at kyle den talentfulde offensivspiller ud af truppen, før Serbien møder Frankrig på torsdag og Sverige på tirsdag i næste uge.
- Mihajlovic blev af Ljajic informeret om, at han af personlige årsager undlod at synge den serbiske nationalmelodi før weekendens kamp mod Spanien, og at der ikke vil blive ændret på dette punkt.
- Spilleren vil kun blive tilladt at returnere til landsholdet, hvis han ændrer indstilling og meddeler Mihajlovic, at det er tilfældet, skriver det serbiske fodboldforbund på sin hjemmeside.
Mihajlovic er ny i Serbiens landstrænersæde, og en af de ting, han har bragt med sig, er et krav om at samtlige spillere skriver under på en kontrakt for god opførsel. Og her er et af kravene, at enhver spiller skal synge med på nationalmelodien før kampene.
Adem Ljajic tilhører det muslimske mindretal i Serbien.
For nylig var Ljajic også i overskrifterne i en bizar sag, da han blev udsat for et overfald af sin egen træner i Fiorentina, Delio Rossi, som tilsyneladende følte sig provokeret af den 20-årige spiller.