21-årige Patricia Musange bor i landsbyen Slajaia i det sydlige Zambia. Det er langt, langt ude på landet, og hverdagen er bestemt ikke nem for den unge mor. Mens hun taler, tager etårige Dryness fat om hendes bryst og sutter. Der er mad i mors bryst, men for Dryness treårige storebror Honest og resten af familien er der nogle gange langt mellem måltiderne.

»Den måde, vi bor på her i landsbyen, er ret hård. Det er en kamp at finde mad. Hvis man ikke har frø til at plante majs, så dør man,« siger Patricia.

Mens hun forklarer om livet her langt ude på landet i Zambia, lyder der en larm i baggrunden. Drengene fra landsbyen har været nede for at hente gederne, som de besøgende skal se. Gederne er grunden til, at vi er her. De er resultatet af sidste års kampagne Giv en ged fra Folkekirkens Nødhjælp, og her i landsbyen skal gederne sørge for, at børnene kommer i skole. Gederne er blevet givet til små grupper i forskellige landsbyer. Når gederne har parret sig og er blevet til flere, vil disse blive givet til andre grupper og endelig til landsbyens familier. Når den tid kommer, vil det passe med, at Honest har brug for en skoleuniform.

»Så vil jeg sælge nogle af gederne for at få penge,« siger Patricia med et smil.

Mangler tøj og geder

En af dem, der indtil videre ikke har nydt godt af julegave-gederne, er Irene Waki, som bor i landsbyen Malima. Hun har et nyt, lille bitte murstenshus med bliktag sammen med sin mand og syv børn.

»Alt for mange børn,« som hun tilføjer.

»Jeg har ikke særlig meget håb, fordi jeg ingen penge har sparet op til deres fremtid,« siger hun og peger rundt på børnene, som har omringet os på pladsen foran Irenes hus, hvor hendes ældste teenagedatter er i færd med at male majsmel ved at banke en pæl ned i en træskål.

Det kan tage hele dagen at male nok mel til den traditionelle majsgrød nshima til familiens ni medlemmer, som lever af at dyrke majs på et lille stykke land uden for landsbyen. Ved siden af har Irene en lille grøntsagshave, hvorfra hun nogle gange kan sælge lidt tomater og andet.

»Men alt, hvad jeg sparede op sidste år, gik til huset. Jeg har hverken kunnet købe tøj til mig selv eller børnene,« siger hun.

Hvis Irene får lov at drømme om fremtiden, er der både et stort hus og køer i tankerne.

»Så mine børn ville have et sted at bo, hvis jeg dør, og jeg kunne sælge køerne, så de kunne få nyt tøj og skoleuniformer,« forklarer Irene.

Indtil nu har familien dog ingen af delene. Andre i landsbyen har fået del i de danske geder, men turen er ikke kommet til Irenes familie endnu.

»I må meget gerne sende nogle flere geder. Tak,« siger hun, da vi tager afsked.