Mindst otte kurdiske politifolk er søndag morgen blevet dræbt i et selvmordsangreb i det nordlige Irak, oplyser de lokale myndigheder.
Selvmordsbomberen parkerede sin bil klos op ad en gruppe kurdiske sikkerhedsstyrker og sprængte derefter sig selv og sin bil i luften.
Angrebet fandt sted i byen Tuz Khurmato, der ligger cirka 170 kilometer nord for hovedstaden Bagdad i en notorisk ustabil region, som både den centrale regering i Bagdad og det uafhængige irakiske Kurdistan kræver retten over.
En lokal tjenestemand oplyser, at mindst ni politifolk er blevet kvæstet i angrebet - adskillige af dem alvorligt.
Ingen gruppe har taget ansvaret for forbrydelsen endnu, men selvmordsbomber sættes ofte i forbindelse med al-Qaeda.
Flere end 4000 personer er blevet dræbt af militante i Irak i år, hvoraf flere end 800 er blevet dræbt i juli alene.
Sekteriske spændinger i Irak er blevet betændt af borgerkrigen i nabolandet Syrien.
Presset på myndighederne i Irak er steget, hvor kurdere, shiamuslimer og sunnimuslimer endnu ikke har fundet en stabil måde at dele magten på.
/ritzau/Reuters