Fra tid til anden dukker netop den sætning op hos mig. Og jeg stiller spørgsmål til den og meningen med den. For kan det virkelig passe, at hvis vi mister troen på kærligheden, så kan vi lige så godt lægge os til at dø? Og kan man (eller jeg) blive ved med at holde fast i noget, der virker mere og mere som en temmelig naiv og lettere latterlig tro på kærligheden efter årevis som mere eller mindre selvvalgt single? Jeg ved det ikke.
I forsommeren så jeg et opslag fra Anne Sofie Allarp (kronikredaktør på Berlingske), hvor der under et nydeligt billede af hende (hun er en meget smuk kvinde…) stod:
”Jeg fejrer i dag præcis 10 uafbrudte år som single/uafhængig/selvdefinerende voksen” pyntet med et lille dannebrogsflag.
Og det slog mig, at jeg vist havde et lignende 10-års jubilæum ’coming up’, uden at det var noget, der var skrevet i kalenderen. Slet ikke pyntet med hverken flag eller røde hjerter.
Misforstå mig ret
Jeg begræder på ingen måde min single-status. Jeg er ikke ked af hverken den eller mit liv generelt – på langt de fleste måder faktisk tværtimod. Det er, i hvert fald de senere år, langt hen ad vejen selvvalgt, og jeg vil gå så langt som at påstå, at jeg faktisk F…ING elsker mit liv og de fordele, der også er ved kun at være sig selv og ikke skulle tage hensyn til en anden voksens ønsker, drømme og behov, men i stedet kan rykke på mine egne.
Men skal jeg være helt ærlig, kommer det jo også med et (af)savn, som hverken venner, veninder, børn, familie eller putte-venner helt kan udfylde.
Tosomheden, fællesskabet, samhørigheden, livsvidnet og ikke mindst denne dybe, romantiske kærlighed til et andet voksent menneske er der jo ikke. Og efter utallige omgange med Tinder, Happn, Facebook Dating og what not havde jeg måske nok mistet troen på kærligheden.
Der er vel bare grænser for, hvor mange gange man må konstatere, at der godt nok er langt mellem snapsene på diverse datingsider og -apps. Hvor mange gange man gider drikke endnu en to-go-kaffe på ’assistensen’ eller sin yndlingscafé. Hvor mange gange man orker blive ghostet eller dumpet efter endnu en gang at have resumeret sit livs-cv over for en ’han kunne måske godt være et bud’, og stadig holde fast i en stædig tro på kærligheden, ikk’?
Det dør man ikke af
Jeg tror nemlig, at jeg havde mistet den. Troen på kærligheden. Jeg havde fred med, at jeg måske ville komme til at leve resten af mit liv uden en mand, som jeg følte kærlighed til, og at det faktisk var okay. Jeg havde ingen lyst til at lukke og slukke, selv om troen på kærligheden virkede mest som et fjernt minde. Så langt så godt.
Men det, der ikke var helt så okay, var, at jeg godt kunne komme til at føle mig forkert eller lidt i stykker. For måske var det mig, der var sket noget med? Måske kunne jeg slet ikke forelske mig længere? Måske var jeg kommet ud ad en helt forkert tangent, som jeg ikke selv kunne se? Og de overvejelser fik mig til helt seriøst at overveje, om jeg måske skulle prøve noget nyt og fuldstændigt vanvittigt som at melde mig til ’Gift ved første blik’???
Det projekt delagtiggjorde jeg min 13-årige i og spurgte hende, hvad hun tænkte..?
Lad mig sige det på den pænest mulige måde, så havde hun ikke ligefrem armene oppe over hovedet.
Jeg skrev til dem alligevel. Hverken særlig langt eller seriøst, mere ud fra devisen ’så har jeg også prøvet det…’
Den genfundne tro
For små 14 dage siden kom og gik mit 10 års single-jubilæum fuldstændig ubemærket. Det var hverken noget, jeg fejrede eller begræd. Faktisk tænkte jeg slet ikke over det. Nu stod det heller ikke i min kalender, og så var der sket det mest utrolige nogle dage før.
Jeg havde mødt en mand. Helt tilfældigt. Uden at lede og uden en følelse af, at der var noget, der manglede i mit liv. Til et musikarrangement kort før sidste sang sad han bare dér med et smil i min retning, der fuldstændig gennemborede mit hjerte og fik mig til at føle mig som en 17-årig igen.
Der er alle mulige årsager til, at det nok ikke bliver til andet end det ene møde og en masse sms’er, men det er okay.
For jeg har lært to ting:
- Man dør ikke eller får (nødvendigvis) lyst til at lægge sig til at dø, fordi man mister troen på kærligheden – her tager min ven fejl. Man kan sagtens leve et rigtig godt og også lykkeligt liv uden romantisk kærlighed til et andet voksent menneske.
- Jeg (og formentlig langt de fleste andre langvarigt helt eller delvist selvvalgte singler) er ikke gået i stykker, så jeg ikke formår at føle forelskelse igen. Den kan opstå helt spontant ud af det blå. Når (og hvis) den gør, er det skønt. Og gør den ikke, er det egentlig lige så fint…
Men i øvrigt held og lykke til alle de nye deltager i GVFB – jeg glæder mig til at følge jeres jagt på kærligheden. Og jeg lover at heppe hele vejen…
Charlotte Højlund Christensen er en af Avisen.dk's faste debattører. Foto: Privat