Seks medlemmer af banden La Raza blev sent onsdag eftermiddag anholdt efter en anmeldelse om, at der var blevet affyret skud i Taastrup vest for København.
- Vi fik en anmeldelse om, at der var affyret skud i Sylen, og et vidne havde set nogle personer med våben, fortæller Per Hansen, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.
- Da vi når frem møder vi seks personer, der svarer til signalementet, og de bliver anholdt, fortsætter han.
Ingen af de seks anholdte havde dog våben på sig, og trods ihærdig søgen har politiet ikke fundet patronhylstre eller andre tegn på, at der skulle være blevet skudt.
- Men vi tror på, at den er god nok, siger Per Hansen.
Politiet blev første gang opmærksom på La Raza i marts 2012. Banden holder til omkring det gamle grønttorv i Valby.
/ritzau/