Med en klar sejr til socialisten François Hollande ved Frankrigs præsidentvalg tager den næststørste økonomi i eurozonen et stort skridt til venstre, hvilket får stor betydning for hele EU.
I sin sejrstale i sin hjemby Tulle, hvor han har været borgmester, sagde Hollande søndag aften, at han ved, at Europa følger udviklingen i Frankrig.
- Men jeg tror, at der i mange europæiske lande er lettelse nu, sagde Hollande og gjorde det klart, at vækst og job må prioriteres højere - også selv om det medfører mindre disciplin i gældsaftaler.
Valget var en ydmygelse af Nicolas Sarkozy.
Den siddende præsident fik omkring 48 procent af stemmerne mod 52 procent til Hollande. Allerede 20 minutter efter valglokalernes lukning erkendte Sarkozy sit nederlag og meddelte, at hans dage som toppolitiker er forbi.
Hollande bliver den første socialistiske præsident, siden hans politiske forbillede François Mitterrand forlod præsidentpaladset i 1995.
- Den franske befolkning har truffet et valg. Den har truffet et valg for forandring. Mange har ventet på dette længe, sagde den 57-årige Hollande til jublende tilhængere i Tulle, hvor han understregede, at han ville være en præsident for alle franskmænd og skabe enhed.
- Ingen vil blive diskrimineret. Alle vil få større chancer. Der har været for mange brud, for mange forstyrrelser. Det er forbi nu. Ingen af republikkens børn vil blive udelukket, sagde han og understregede, at en ny kickstart er nødvendig, og at Europa har brug for håb og vækst.
- Jeg har tillid til Frankrig, og jeg kender Frankrig særdeles godt, erklærede han og sagde, at franskmændene altid har kunnet overvinde deres problemer i fællesskab.
Mange iagttagere forudser nu vanskelige møder mellem Hollande og navnligt den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som ser med stor skepsis på den nye franske leders program og har kørt et tæt parløb med Sarkozy.
I partihovedkvarteret for det konservative parti UMP tog Sarkozy ansvaret for højrefløjens nederlag.
- Den franske befolkning har truffet et valg. François Hollande er Frankrigs præsident, og han fortjener respekt, sagde Sarkozy til tusinder af sine partifæller, som flere gange afbrød hans tale med hyldestråb.
- Jeg har over telefonen ønsker Hollande held og lykke, sagde Sarkozy, som understregede, at Frankrig står over for enorme problemer, samt at han ikke vil lede UMP under den kommende valgkamp op til parlamentsvalget i juni.
Der var udbredt optimisme og opbakning til hans reformplaner, da Sarkozy kom til magten i 2007 efter at have besejret Hollandes daværende samlever, Ségolène Royal.
Men Sarkozy er nu den første præsident, som ikke er blevet genvalgt siden Valery Giscard d'Estaing i 1981.
- Historikere vil formentligt vurdere Sarkozy i et langt mere positivt lys, end det, som de fleste ser ham i nu, siger den anerkendte kommentator Dominique Moisi fra tænketanken IFRI til fransk tv.
François Hollande, der aldrig har haft en ministerpost, men var partiformand i 11 år, ventes officielt at blive indsat i Élysée-paladset i Paris i midten af denne måned.