Den bedste britiske fodboldrække, Premier League, mister tv-seere. Det er et problem for de tv-stationer, der har betalt voldsomme milliardbeløb for at få lov til at vise kampene.
Det skriver Bloomberg News, der har analyseret tal fra Broadcasters Audience Research Baord, Bard.
Ifølge tallene er seertallet til den attraktive søndagskamp faldet fra 1,7 millioner seere i sæsonen 2011/12 til en million seere hos kanalen Sky. Siden sidste sæson er antallet faldet med en femtedel.
Samlet faldt antallet af seere til Premier League-fodbold med 28 procent i august, og det er faldet, omend i mindre grad, i september og oktober også.
Det er et problem for tv-selskaberne. Sky deler rettighederne med BT Group. Sky alene betalte 4,17 milliarder pund, 35 milliarder kroner, for rettighederne i perioden 2016 til 2019.
Samlet betalte de to kanaler over fem milliarder pund for rettighederne, en stigning på 70 procent. Det betyder, at prisen per kamp nu er på 11 millioner pund, 92 millioner kroner.
Sky selv fortæller til Bloomberg, at starten af sæsonen har været under pres fra OL i Rio de Janeiro samt at flere ser kampene på deres smartphones eller tablets, hvilket ikke bliver talt med.
Kanalen får dog fortsat flere kunder og kunne hilse 35.000 af slagsen velkommen i Storbritannien og Irland i sidste kvartal. Det var dog kun halvt så mange som året før.
Ifølge Bloomberg frygter investorer, at Sky og fodbold vil opleve det sammen, som ses i USA, hvor kunderne flygter fra sportskanalerne.
Sportskanalen ESPN mistede ifølge Bloomberg 621.000 abonnenter fra oktober til november.
Stillingen i Premier League, hvor fem af traditionelt store hold i England, ligger side om side, giver dog håb for, at seertallet kan stige, skriver Bloomberg.
/ritzau/