Dette er en klumme og udtryk for skribentens holdning
Jeg ved ikke hvorfor, jeg havde mareridt i nat. Måske fordi jeg havde skåret mig i fingeren, da jeg lavede aftensmad, og succesfuldt havde hele såret ved at spise store mængder gurkemeje, i stedet for at hoppe på medicinalindustriens løgne om ”plastre”, som et får.
Om det var gurkemejens skyld ved jeg ikke, men i hvert fald drømte jeg, jeg var med i en tv-debat. Endda en debat om ytringsfrihed, der mærkeligt nok er en af de debatter, hvor det er lettest at komme galt afsted.
Så derfor forsøgte jeg i min drøm at sige så lidt som overhovedet muligt, og det gik fint, for der sad en mand til højre for mig, som straks tog ordet:
”Man må jo ikke sige noget længere”, prustede han, og sagde så en masse af de ting, han slet ikke måtte sige.
Jeg sad bare musestille og undgik at få øjenkontakt med værten, så hun ikke pludselig forlangte at vide, hvad jeg ”mente om det”. For Guds skyld: Lad endelig den prustende Darth Boomer kravle op på sit kors i fred, for på min venstre side sad damen med sømmene:
Jeg kan se det på det skæve, alt for korte pandehår, og det kronisk misbilligende udtryk i hendes ansigt: Døre, mænd, frugtskåle: Hun har tydeligvis taget en lang, humanistisk uddannelse for at kunne finde fejl ved alt, så da Darth tog en lang og ekstra hvæsende vejrtrækning, slog hun til: ”Det kan du simpelthen ikke sige, det dér”, slog hun fast, lidt overraskende for mig, der lige havde hørt ham sige det.
Grunden til at han ikke kunne sige det, gik hen over hovedet på mig, dels fordi, det var en drøm og dels fordi hun selv havde opfundet flertallet af de ord, hun brugte, men hun sluttede med at understrege at Darth Boomer som aldrende, hvid mand ikke kunne forstå, hvordan andre mennesker gik og havde det.
Nu var jeg meget fristet til at spørge, hvorfor hans evne til at forstå hende, var så meget ringere end hendes evne til at forstå ham, men selv i drømme virkede det som en rigtig dårlig idé.
Og jeg fik da ikke chancen, for så snart den ”privilegieblinde, mansplainende gaslighter” fik vejret, tog han også ordet og med en patos som var han Ronaldo, der ville have et straffespark, påberåbte han sig en form for Debat-VAR:
”Nu skal jeg cancel’es”, råbte han, med armene hævet over hovedet: ”Jeg må simpelthen ikke komme til orde”, kom han til orde.
Nu slap jeg ikke længere. Værten kiggede mig alvorligt i øjnene og sagde ”Kan man sige hvad man vil om andre mennesker?”
Den prustende herre brød ind: ”Nu skal du passe på, unge mand. Èt forkert ord, så får man aldrig taletid igen”, sagde han efter en del forkerte ord.
Men værten gentog bare: ”Må man sige, hvad man vil?”
For fanden, jeg er en ældre mand på 52. Var det ikke nu, jeg burde vågne, fordi jeg skulle tisse? Damen med det skæve pandehår stirrede olmt på mig, og gjorde klar til at tage mentale noter, når jeg sagde noget forkert. Manden med det hvæsende åndedræt sad på spring for at beskylde mig for ”knæfald”, for både det ene og det andet.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, så jeg valgte den nemme løsning, og svarede ”Nej!”, men et prust fra den astmatiske herre fik mig til at tilføje ”… men også ja!”
Studiet eksploderede i vrede. Søster Skævhår og Darth Boomer kastede sig over mig og greb fat i hver sin arm. Pludselig kunne jeg se udefra, hvordan de flåede mig i to stykker, som de triumferende kastede ud til hver sin halvdel af publikum, der flåede min livløse krop i småstykker, mens de blev enige om at jeg var noget så sjældent som en krænkende tøsedreng.
Så vågnede jeg omsider. Det må være gurkemejen, der virkede væskedrivende.
Så indså jeg to ting. Dels at ”Nej, men også ja” er det perfekte svar på spørgsmålet.
For du KAN sige hvad du vil, om andre mennesker, men det påvirker hvordan folk ser på dig, og nogle gange gør du mennesker kede af det, uden det, du har sagt, er hverken klogt eller skarpt.
Og dels er det perfekt at opleve den debat i en drøm, for den foregår jo i forvejen i et parallelunivers, hvor et par tusind mennesker med job i medierne eller på de danske universiteter har vedtaget at bittesmå krænkelser betyder noget. OG at det er meget farligt at blive modsagt.
Sig hvad du vil, men find dig i at andre er uenige med dig. Men lad være med at forlange at andre skal gå bodsgang, som havde de druknet din hund i et soppebassin.
Og hvis en du kan lide, bliver omtalt på en måde, du synes er langt over den dér stærkt flydende grænse, så kan du da godt kaste dig over de sociale medier, og forlange dem udfaset, men du kunne også overveje om du havde været lige så forarget, hvis de havde sagt noget tilsvarende om en person, du ikke kan fordrage.
Men frem for alt: Lad være med at spise gurkemeje inden sengetid. Man bliver helt utroligt træt af det.
Sebastian Dorset er journalist, komiker og debattør. Foto: Privat