Russisk politi måtte tilbageholde 200 personer i Moskva, da der søndag udbrød voldsomme uroligheder.
Demonstranter gik amok mod et indkøbscenter, hvor der primært arbejder muslimer fra det nordlige Kaukasus, som var målet for det fælles raseri.
En 25-årig mand blev knivdræbt i sidste uge, og den mistænkte er netop en muslimsk mand, der stammer fra det nordlige Kaukasus. Sagen har udløst en masse frustrationer, som er rettet mod etniske minoriteter i Moskva.
Racistisk motiveret vold er en stigende tendens i Rusland ifølge det uafhængige menneskerettighedscenter Sova, og det er blandt andet muslimer og folk fra de tidligere Sovjet-republikker, der står for skud.