En bevæbnet mand har mandag dræbt fem mennesker, da han begyndte at skyde omkring sig foran en jagtbutik i byen Belgorod i det sydvestlige Rusland.
Det oplyser det lokale politi.
Blandt de dræbte er en 14-årig pige.
Manden dræbte først tre af jagtbutikkens sælgere og derefter også to forbipasserende i skudepisoden.
Foruden de fem dræbte er en sjette person blevet såret af skud.
Politiet kender endnu ikke til gerningsmandens motiv, men det oplyses, at han efter skudepisoden flygtede i en BMW, som han derefter forlod for at forsvinde.
Belgorod ligger tæt på grænsen til Ukraine.
/ritzau/AFP