Med ord som "utilgiveligt" og "skadeligt for Se og Hør" sørgede chefredaktør Per Ingdal tidligere på måneden for at dæmpe medarbejdernes lyst til at udtale sig til pressen om Per Kaaes omdiskuterede bog 'I Sandhedens Tjeneste'.

Nyhedsbureauet Newspaq har kendskab til den interne mail, der blev sendt ud til de ca. 45 medarbejder på Se og Hør 2. februar forud for udgivelsen af den tidligere journalist Peer Kaaes bog om den kulørte arbejdskultur på bladet.

"Det vil være skadeligt for Se og Hør, hvis medarbejderne udtaler sig i offentligheden, uden det er koordineret med undertegnede. Det vil ikke blot være skadeligt, det vil også være utilgiveligt," skriver Per Ingdal i mailen.

Chefredaktøren afviser over for Newspaq at kommentere, hvorvidt han i mailen truer talelystne medarbejdere med fyring.

"Det er jo en intern mail, som jeg ikke har behov for at diskutere i pressen. Men du er velkommen til at citere fra den og lægge det i det, du vil," lyder svaret fra Per Ingdal.

Han ser ikke noget problem i, at Se og Hør som et medie, der lever af ytringsfriheden, forsøger at begrænse den for medarbejderne.

"Nej, det er ikke noget problem. De må udtale sig om hvad som helst i deres fritid. Men omkring bladet er det kun chefredaktøren, der udtaler sig," siger han.

Ifølge ph. d. og lektor i arbejdsret ved Aarhus Universitet Martin Gräs Lind strider ordlyden i mailen klart imod princippet om ytringsfrihed i grundloven - men det er ikke ulovligt.

"En sådan udtalelse virker helt sikkert som pression om ikke at udtale sig. Og det er som udgangspunkt imod tankegangen i ytringsfriheden. Men der er ikke arbejdsretligt nogen lov om ytringsfrihed. Som privatansat på et blad har du heller ikke en ombudsmand, ligesom for offentligt ansatte, der kan hæve fanen," siger han.

Forlaget Lindhart og Ringhof beskriver Peer Kaaes erindringsbog fra sine 17 år som journalist på Se og Hør som "..et unikt indblik i en verden, hvor alkohol og kontanter gennem årtier flød på redaktionen, hvor grænsen mellem løgn og sandhed ofte blev ignoreret, hvor medarbejdere rejste på første klasse verden rundt."

Per Ingdal finder den dog ikke synderligt ophidsende.

"Den har vist sig ikke rigtig at være så spændende, som man måske kunne have håbet eller frygtet. Den er udmærket underholdende, men noget historisk dokument er den altså ikke," siger han.