Først sprang der nogle vinduer i bygningen, og derefter begyndte en stor luksusvilla langsomt at styrte ned i et underjordisk hul. Indbyggerne i området kunne blot se til, da den dramatiske episode fandt sted natten til mandag i byen Clermont i Florida.
Beboerne i den store tre-etagers luksusbygning var blevet evakueret i løbet af natten, da huset begyndte at kollapse ned i det underjordiske hul.
Det såkaldte jordfaldshul måler mellem 12-15 meter i diameter, og myndighederne holder nu et vågent øje på situationen i området. Geologiske prøver viste ellers ingen risikotegn, da huset blev bygget for 15 år siden.
Jordfaldshullerne er opstået flere steder, eksempelvis fordi undergrunden indeholder kalk, som så er blevet skyllet væk eller faldet sammen under jorden. De kan også forekomme, hvis området har haft minedrift eller anden underjordisk aktivitet. Det skaber store hulrum under jorden, der derfor udgør en potentiel risiko for huse og beboere.
Tidligere i år omkom en 37-årig mand ligeledes i Florida, da hans soveværelsesgulv pludselig opslugte ham.
Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen