Det er blevet nemmere at komme af med sin bolig.
I over halvdelen af landets kommuner faldt de såkaldte liggetider for villaer og rækkehuse i 2013 i forhold til året før. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.
Det gælder for kommuner som Guldborgsund, Skive og Jammerbugt, hvor priserne tilmed steg. I andre kommuner som Billund, Vejle og Hedensted er salgstiderne faldet - det samme er priserne dog også.
Birgit Daetz, kommunikationsdirektør i Boligsiden.dk, ser de nye tal som spæde tegn på et boligmarked i bedring.
- Boligmarkedet kan stadig vende meget hurtigt, så vi kan ikke være sikre på, hvad der vil ske. Men vi har set de første tegn på, at boligmarkedet bevæger sig i den rigtige retning, især omkring de store byer, siger hun til Newspaq.
Der er dog også kommuner, der sidder tilbage efter 2013 - både med et prisfald og en stigning i salgstiden. Det gælder Tønder, Haderslev og Sønderborg i det sydlige Jylland men også i de nordsjællandske kommuner Helsingør og Fredensborg.
Salgstiden for villaer og rækkehuse lå i gennemsnit på 215 dage i 2013, og den gennemsnitlige salgspris endte på 11.211 kroner pr. kvadratmeter.
Det største fald i salgstiderne er sket i Dragør, efterfulgt af Rødovre og Roskilde. Her er liggetiderne faldet med henholdsvis 59 procent, 49 procent og 34 procent.
I den anden ende af skalaen topper Frederikshavn og Odder. Her er salgstiderne på ét år steget med henholdsvis 44 procent og 42 procent.
Newspaq