Mens demonstranterne natten igennem har festet i Kairos gader, holder resten af verden vejret og afventer udviklingen i Egypten.
USA afviser at vælge side, men har dog forståelse for, at mange egyptere var utilfredse med den nu afsatte præsident Mursi.
'Vi havde på forhånd sagt, at han skulle gøre mere for at imødekomme egypternes velbegrundede bekymringer,' siger Jen Psaki, der er talskvinde i det amerikanske udenrigsministerium.
Den holdning bliver ikke delt i Mursis parti, Det Muslimske Broderskab. En stor del af egypterne støtter stadig præsidenten, og de er rasende over militærkuppet.
'Kuppet mod forfatningen og præsidenten er en stor trussel mod landet og dets demokrati,' siger talsmanden Essam El Erian.