Han er netop blevet idømt fire års fængsel for skattesnyd, men det slår tilsyneladende ikke Silvio Berlusconi ud.
'Dette siger jeg, mens jeg kigger hver af jer i øjnene, en efter en. Og jeg ville sige det samme, mens jeg kiggede i øjnene på mine såkaldte dommere: Jeg er uskyldig!'
Italiens tidligere premierminister talte søndag til en forsamling på flere tusinde fans, hvor han fastholdt sin uskyldighed i den skattesag, der netop har sikret ham fire års fængsel, heraf et år ubetinget.
Det er første gang nogensinde, at Silvio Berlusconi ser ud til rent faktisk at komme bag tremmer. Han har i løbet af de sidste 20 år været anklaget og dømt for forskellige sager, men for det meste har han været heldig med særlige regler eller forældelsesfrist. Den italienske højesteret stadfæstede dommen i sagen, der har stået på over flere år, hvor Berlusconi dømmes for skattesnyd for 1,8 milliarder kroner.
I juni blev den 76-årige Berlusconi desuden idømt syv års fængsel for sex med en mindreårig. En dom, der dog kan få lange udsigter ved at blive prøvet ved forskellige domstole.
'Jeg bliver her. Jeg giver ikke op.'