Hele Schweiz er i dag på den anden ende over en lille nyfødt kalv. Lilli, som kalven hedder, er blevet en verdenssensation på grund af sine seks ben, skriver Associated Press.
Kalven bruger dog ikke de to bonusben til at gå med. De hænger nemlig ud på siden af kroppen.
Landmanden Andreas Knutti fra Weissenburg, tæt ved Bern, siger til nyhedsbureauet, at han ikke kunne få sig selv til at aflive kalven, fordi hun var "fuld af liv".
I går fortalte han den nysgerrige verdenspresse, at den nuttede kalv aldrig kan blive en normal malkeko på grund af en kurve i hendes rygsøjle.
Knutti lover dog, at kalven kan få lov til at se mere til de andre køer ude på de alpine græsgange til sommer, hvis hun stadig er sund til den tid.
Kilde: The Guardian