Historien om de to patienter på Rigshospitalet, der blev smittet med hiv gennem inficeret blod, er utrolig tragisk. Ulykken rokker ved den tryghed, som vi alle bør kunne forvente under et ophold på et dansk hospital.

Men at sundhedsordførerne med sundhedsministeren i spidsen i går besluttede at bruge 400 millioner kroner over 10 år på at indføre den såkaldte NAT-screening, er også tragisk. De mange millioner vil på 10 år forhindre, at én patient statistisk set undgår at blive smittet med hiv. Ville man gøre noget for at undgå hiv-smitte, kan man få utrolig meget kampagne og kondomer for 400 millioner kroner. Eller man kunne indkøbe 20 kræftscannere eller andet, som der er stor mangel på.

Måske burde politikerne – der i de kommende år vil blive stillet over for massevis af lignende valg, hvor der skal prioriteres benhårdt – kigge mod Norge. Her har man for det første fravalgt den dyre NAT-screening, da man mener, at indsatsen ikke står mål med udbyttet. Desuden har man ladet den norske pendant til den danske Sundhedsstyrelse træffe beslutningen. Klogt, fordi det at være politiker – og sådan må det være – ikke altid drejer sig om at træffe de mest logiske beslutninger set ud fra et økonomisk synspunkt. Især ikke når det gælder emner, der i offentligheden er ømtålelige.