Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Scandinavian Tobacco Group A/S har underskrevet en aftale om køb af den belgiske cigarvirksomhed Verellen NV af familien Verellen. Med købet styrker Koncernen sin markedsposition på vigtige europæiske markeder og fortsætter konsolideringen af cigarmarkedet.
Verellen havde i 2013 en omsætning på EUR 33 mio. og en EBITDA på EUR 4 mio. Virksomhedens omsætning steg med 1,7%.
Verellen producerer årligt 185 mio. cigarer på sin fabrik i Wuustwezel, Belgien, og har ca. 125 ansatte i Belgien og Frankrig. Virksomhedens stærkeste varemærke, Gold, er et af de ledende i Belgien, hvor dets markedsandel er vokset støt grundet et unikt pakkedesign og en stærk position i markedet for flavoriserede cigarer.
Koncernchef Anders Colding Friis, Scandinavian Tobacco Group, udtaler:
"Verellen giver os nogle rigtigt gode muligheder på de europæiske nøglemarkeder. Virksomheden har fremragende produkter og stærke mærker. Dertil kommer, at virksomheden genererer en stabil omsætning og cash flow. Scandinavian Tobacco Group har i forvejen positionen som nr. 1 i Belgien, Luxembourg og Frankrig. Med opkøbet styrker vi vores markedslederskab i de markeder, hvor cigarforbruget er højt. Belgien er det land i Europa, der har det højeste cigarforbrug pr. indbygger."
"Vores mål er at øge vores markedslederskab ved at vinde markedsandele. Derudover har vi vist gode resultater ved opkøb og med at opnå synergier. Overtagelsen af Verellen afspejler vores bestræbelser på at konsolidere cigarmarkedet, som er fragmenteret og består af mange virksomheder, der ofte er familieejede. Vi er glade for at kunne byde Verellen velkommen i STG og for de muligheder, som købet giver os særligt på de vigtige markeder i Belgien og Frankrig."
Overtagelsen sker med virkning fra den 1. september 2014.
Yderligere oplysninger: Koncernchef Anders Colding Friis eller kommunikationsdirektør Kaspar Bach Habersaat, kaspar.bach@st-group.com eller telefon +45 7220 7152.
Om Verellen
Virksomheden: Belgisk, familieejet producent og distributør af cigarer. Har været i cigarmarkedet i mere end 140 år. Ledes af brødrene Erik og Frank Verellen, der er femte generation af Verellen-familien. Hovedkontor og fabrik i Wuustwezel i Belgien.
Mærkeportefølje: Adskillige stærke og kendte varemærker, herunder Gold, der er blandt de ledende i Belgien. Øvrige varemærker er Alternativos Natural, Poncho, Palm, Emotion og Paradise.
Markeder: Stærke positioner i Belgien, Luxembourg og Frankrig. Har derudover salg til en række andre europæiske markeder samt USA.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.