Blog
Af Jesper Grunwald
Se alle blogindlæg
Om Jesper Grunwald
Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
JEG SLAP ikke mindst chefjobbet til fordel for taxien for at blive et frit mennesker. Ingen karriere at klamre sig til. Ingen fagforeninger at tage hensyn til. Ingen direktion eller bestyrelse at stikke i rend for!
Men jeg må erkende, at jeg har fundet en uafhængighedens overmand: FACEBOOK!
SÅDAN HAVDE jeg det i morges, da jeg vågnede i Taxamandens seng og kneb mig selv i armen og egentlig ikke havde lyst til at bytte med hverken baronen eller radiodirektøren. Er jeg overhovedet noget uden Facebook?
Inden jeg faldt i søvn havde jeg fået den nedslående besked, at en af mine gode medie-venner stadig ikke kunne stoppe den shitstorm, som nogle anonyme racister har indledt mod hende. De har blandt andet – anonymt – lavet siden – Ayse Dudu Tepe har sympati for Islamisk Stat.
PÅSTANDEN ER absurd, og ophavsmændene er usynlige. ”Den (siden) er ikke blevet fjernet, fordi vi har vurderet, at den ikke overtræder Facebooks fællesskabsregler…” Direkte godnathilsen fra Big Brother.
Det vil jeg kraftstjeleme ikke finde mig i!
Meget muligt – men det har jeg dybest set ingen indflydelse på.
Jeg må erkende, at der ikke var meget at stille op med mit brand – mit ”varemærke”, Taxamand.dk, hvis ikke jeg havde haft den globale avis Facebook, hvor jeg følges af 3000 mennesker. Hvem ville give mig denne synlighed - dagligt og gratis - hvis ikke en eller anden excentrisk student havde fået den vilde idé at binde hele verden sammen i et netværk af nysgerrige. Facebook er også blevet mit bløde halstørklæde. Men guderne skal vide, at det undertiden strammer ubehageligt.
FOR FÅ uger siden kunne jeg f.eks. læse, at milliardmastodonten har indgået aftale med en anden motherfucker-opgående-kæmpestjerne i det digitale univers. Om lidt kan man bestille ture med pirattaxi-kæmpen UBER direkte fra Facebooks Messenger. Min yndlingsmedieplatform har altså indgået et forhold med det UBER, som meget vel kan blive anledning til taxibranchens snarlige død.
Jeg vil ikke i seng med min egen bedemand, aldrig i livet!
Men i sandhedens tjeneste: Jeg er stadig på Facebook.
Og så er der de der fascistiske angreb på nogle af tidens debattører.
DET GÅR ikke mindst hårdt ud over de markante, kvindelige debattører af ”anden etnisk herkomst”. De ligger jævnligt i en dobbeltild mellem religionsfascisterne i den muslimske kultur og racisterne i den kristne. De skal meget ulyrisk kneppes, bankes og halshugges på plads.
Eller den mere ”civiliserede” chikane, som akademikeren, mønsterbryderen, radioværten og samfundsdebattøren Dudu Tepe har været udsat for på det sidste. At anonyme Facebookbrugere opretter grupper med blot én overskrift – alene med det formål at hænge personen ud. Trætte og stresse – og vel også opbygge en frygt.
I Dudus tilfælde er angrebene mere end absurde, fordi hun allerede i sin tidlige ungdom brød med sin kulturs patriarkalske overherredømme. Ved at uddanne sig, indtage alkohol og bolle med dem, hun havde lyst til. Trods dette oprør er hun nu gjort til hadeobjekt for ekstremister.
SOM SAGT lykkes det mig ikke at stoppe ”…har sympati for islamisk stat …”-gruppen.
Men det blev værre.
Så fødtes gruppen ”Ayse Dudu Tepe er en klam islamist”. "Nu må det være nok," tænkte jeg og anmeldte den sammen med en lignende direkte til Facebook for chikane. Der gik bare nogle få timer, før jeg fik besked fra Facebook: ” … Vi har fjernet siden, fordi den overtræder Facebooks fællesskabsregler …” Det er åbenbart løgnens iklædning, der gør forskellen: ”Dudu har sympati for Islamisk Stat” – må man gerne. ”Dudu er en klam islamist” – nej, nej, nej, det må man ikke. Dudu finder sig selvfølgelig ikke i det og har anmeldt begge, løgnagtige påstande til politiet.
Facebooks universelle verdensherredømme – det ultimative, globale ”dagblad” (med deadline – hele tiden!) - er lige nu uantasteligt. Man kan ikke bare sige abonnementet op og gå et andet sted hen. Fjæset er over alt. Så når Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, i en rus over at være blevet far giver så meget af sin gigantformue til v e r d e n (og må nøjes med bare nogle få milliarder til sig selv…), så ryger gerningen på forsiden af alle vigtige medier. Kapitalisten optræder som Jesu Kristi stedfortræder her på jorden – eller i hvert fald den største, digitale Robin Hood i mands minde. Og samme Mark & Co. afgør altså også, hvad der er uundgåelig, og hvad der er urimelig tilsvining på verdens største, sociale medieplatform.
Medieverdenen er global, og ankemuligheder, pressenævn og anstændighed tilhører en allerede død industrikultur.
Så er det jeg ligger her i Taxamandens seng og drømmer våde drømme om 70’erne.
Dengang der fandtes en egentlig magthaver- og kapitalisme-kritik. Det var – i mikrokosmos – skelsættende, da medieforskeren, den senere professor Frans Mortensen, skrev sin bog 22 Radioavisen og påviste dette hæderkronede mediums afhængighed af og følgagtighed overfor magthavere i politik og kapital. Og i det store perspektiv: Måske var det i virkeligheden den sandhedssøgende medieverden, der stoppede Vietnamkrigen.
JEG VED godt, at kapitalismekritikkens bagside var kæresteforholdet til den betonagtige marxisme. Så mens de hjemlige magthavere blev hængt ud, lukkede selv kritiske sjæle øjnene for terror, undertrykkelse og folkemord i det røde univers.
I dag findes kritikken hist og her – men ikke i særligt betydningsfuldt omfang. Det er kun nogle forkølede idealister, der gider tage kampen mod løgnene, der førte os ind i Irak-krigen. Så Danmarks svageste statsminister i årtier kunne uden de store problemer lukke den kommission, der skulle grave i løgnehistorierne.
Og Facebook og de globale medie-kapitalister lever federe end nogensinde.
DET ER muligt at stjernen på min Mercer tager noget af udsigten – men jeg har godt nok svært ved at få øje på den ”politiske forbruger”, som jeg lærte om på diverse chefkurser i ind- og udland for mere end 20 år siden.
- Veganernes grønne front – ok!
- Frisættelsen af de inde-burede mink, det går selvfølgelig ikke!
Men Facebook og storkapitalen?
Den mundfuld orker vi altså ikke!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.