Seks uger, tre forulykkede fly, 161 skræmte passagerer. Og en aktiekurs, der styrtdykker.
2007 bliver næppe det mest glorværdige år for SAS-koncernen. Men selskabet har faktisk kun sig selv at takke for, at det nogensinde kunne komme så vidt – de var nemlig alt for forhippede på at spare penge.
Den kontroversielle melding kommer fra erhversanalytiker Nikolaj Sadolin fra Copenhagen Business School, der har forsket i SAS i mange år.
»SAS vidste længe, at der var et problem med Dash 8 (de forulykkede fly, red.), men man gjorde ikke noget ved det, før det blev et alvorligt problem. Dengang tænkte man kortsigtet for at stoppe de huller, der var i økonomien,« siger Nikolaj Sadolin, der mener, at SAS tidligere burde have grebet fat i producenten bag flyene, canadiske Bombardier,
»Man skulle have spurgt: Hvad er der galt med de her fly . I stedet lod de dem flyve, indtil de var ved at falde ned, for at tilfredsstille aktiemarkedet med nøgletal,« siger Nikolaj Sadolin.
For mange kokke
Kritikken kommer i kølvandet på gårsdagens heftige kritik af SAS fra den norske flyekspert Kjell Klevan. I et notat fra marts i år leverer han en sønderlemmende kritik af sikkerheden i flyselskabet.
»Det er et spørgsmål om tid, før en alvorlig ulykke kan ske i SAS,« skriver nordmanden ifølge Jyllands-Posten. I går trak Klevan dog udtalelsen tilbage og sagde, at »sikkerheden i SAS nu er blevet forbedret«.
Men det ændrer ikke ved, at SAS er nødt til at se lidt selvransagende i bakspejlet, hvis de skal undgå ulykker i fremtiden, mener tidligere underdirektør i Københavns Lufthavn Hans Christian Stigaard.
Han peger på, at SAS splittede virksomheden op i mange små datterselskaber i 2002 for at få et bedre overblik over udgifterne. Men det gav bagslag:
»Der har været alt for mange kokke og alt for mange chefer i SAS efter ændringen. Alle har troet, at andre tog ansvar for udviklingen. Og så er det endt med, at ingen har gjort det,« siger Hans Christian Stigaard.
SAS afviser beskyldningerne om, at det gik ud over sikkerheden, da man sparede.Ifølge koncerndirektør John Dueholm er sikkerheden tilfredsstillende.